Rushy Rashid

Jeg har meldt mig ind i Facebook-gruppen: ”Jeg er også en perle”. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

Jeg synes, den specifikke betjent fortjener ros for at udvise stort overskud ved at holde hovedet KOLDT, selv i en presset situation.

Betjenten kunne have brugt alle mulige nedsættende ord for at mane demonstranten til ro. Men han valgte at bruge situationen positivt og udvide det danske sprog med en sprog-”perle”.

Havde nogen kaldt mig en perker, var jeg blevet stiktosset. Men ordet ”perle” klinger helt anderledes positivt i mine ører.

FAKTA

Rushy Rashid

  • Samfundsdebattør og månedlig skribent på Oestrogen.dk
  • Læs mere om perle-sagen: Her

Kært barn har mange navne
Siden jeg som barn kom til Danmark, har jeg oplevet at blive kaldt mange forskellige ting. De første etiketter, var ”fremmedarbejder” og ”gæstearbejder”.

Men da de fremmede bare blev her, måtte man kalde dem noget nyt. Den næste etiket i rækken blev derfor ”indvandrer” til forskel fra ordet ”flygtning” og os børn, skulle jo ikke snydes.

2.g´er - er ikke i gymnasiet
Så vi fik betegnelsen: Andengenerationsindvandrere. Det blev for langt for politiet, når de skulle skrive alle de mange politirapporter om de kriminelle unge, så de indførte kælenavnet ”2.g’er” – ikke at forveksle med alle de artige gymnasieelever på andet år!

Og den betegnelse er blevet hængende.

Politisk korrekthed
Siden er der gået politik og politisk korrekthed i, hvad man egentlig må kalde alle de mange mennesker som ikke er ”rigtige” danskere med blå øjne og lyst hår.

Forslagene er mange, og ordene er mere eller mindre mundrette: Nydansker, person med anden etnisk baggrund end dansk, efterkommer, etniker, dansk-et eller andet. Og det sidste skud på stammen: ”En perle”.

Paki-daner
I de sammenhænge, hvor folk har svært ved at fordøje, at jeg kalder mig dansker, bruger jeg ordet
”paki-daner” for at indikere, at jeg er lidt af begge dele.

Men jeg må sende min dybeste tak til Københavns Politi for at have givet mig et udtryk, som er langt bedre end det, jeg selv kunne komme på. ”Perle” går rent ind i mit hjerte. Derfor har jeg ikke noget i mod at proklamere højt at fra nu af, er jeg sgu også en perle.

Læs mere:
Hvornår lærer mænd at samle benene?
Fotografer er også forfængelige

Hvad mener du?

Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk