Så skal vi til det igen, sende soldater af sted til Afghanerland. Og nej, denne klumme skal ikke handle om, hvorvidt krigen er værd at kæmpe eller ej, for i denne sammenhæng er det fuldstændig irrelevant.

Denne klumme skal handle om de efterladte, pårørende, ventende derhjemme. Denne skrivelse er dediceret til de kvinder, der sender deres elskede af sted og står tilbage og skal få det hele til at hænge sammen i hverdagen, men pligter, sure sokker (som der jo af gode grunde heldigvis ER mindre af), børn måske, karriere, kæmpe savn, stolthed og en god portion frygt.

Frygten fylder ALT
For frygten fylder generelt meget, når man sender sin mand af sted, uanset om han arbejder uden for eller inden for basen. Medierne dækker kun alt det forfærdelige, og mange gange er det, der skrives, ganske enkelt ikke sandt, men alligevel så hopper man som kvinde

Genforeningen mellem Maj og kæresten

på det gang på gang. Og jeg ved, hvad jeg snakker om.

Min egen kæreste er soldat og blev sendt af sted knap 6 mdr. efter, vi havde lært hinanden at kende på det allerførste hold. Jeg har efterfølgende snakket med adskillige kvinder både privat og i klinikken.

Jeg får sågar par, som har problemer med at finde hinanden igen, efter adskillelsen, fordi de har hørt fra andre soldaterfamilier, at jeg har erfaring inden for det område. 

Tips til dig
Som kvinde er der mange ting, du kan gøre for at gøre det hele nemmere for dig selv.

Her er mine bud:

- Uddeliger opgaver til dit netværk eller køb dig til det. Ofte får en soldat en noget højere løn, når han er udsendt, penge brugt på rengøring er GODT givet ud. Spis hos andre et par gange om ugen, og få evt. en til at gå med hunden, hente børn osv.

- Tag tid til dig selv! Nemmere sagt end gjort, men prøv at hent ungerne sent bare en enkelt dag, og tag på cafe og nyd en kop kaffe, tag sol, gå på biblo og læs en avis, tag en lur på sofaen eller et langt bad. Du får energien tifold igen og din mand vil elske, at du passer på dig selv.

- Skriv lange breve til din mand. Breve kan læses igen og igen af ham, og du kommer ud med din længsel og får fortalt ham, at du savner, og at han faktisk er svær at undvære, men at I selvfølgelig klarer det, og at det bliver dejligt, når han kommer hjem.

- Er det svært for dig at tackle, hvilket det er for MANGE kvinder, så ring til Forsvaret og få tilbud om nogle psykologtimer, og nej, det er IKKE en falliterklæring, men en god måde at få læsset af på, uden at du slider dig selv eller dine omgivelser op.

- Find andre kvinder som har udsendte mænd samtidig med dig og del tanker og følelser, det er f.eks. ikke unaturligt, at man har en periode, hvor man er vred på sin mand og dette kan godt give skyld og skam, hvis man ikke lige er forberedt på det eller kan dele det med andre.

Råd til omgivelserne
Omgivelserne har selvfølgelig også en kæmpe effekt på de efterladte pårørende. Og det er utrolig vigtigt, at de også bakker op. I USA får man et flag, man kan sætte over hoveddøren, så alle på vejen kan se, at her bor en familie, hvor far er i krig, og mange tilbyder faktisk

 

deres hjælp.

Diskuter IKKE vigtigheden af krigen
En af de værste ting, du kan gøre over for en pårørende er at begynde at diskutere vigtigheden af krigen. Prøv nu at forstå, det er på ingen måde relevant for kvinden!

Det er ikke hendes kamp, hun elsker tilfældigvis bare en mand, som er ansat af det Danske Forsvar, så lad være med at ville diskutere det med hende - medmindre hun selv bringer det på banen.

Ikke en almindelig adskillelse
Spørg i stedet for, hvad hun har brug for, forkæl hende, tilbyd din hjælp, lav overraskelser for hende, pas på hende, sørg for at hun får noget godt at tænke på, giv hende gode oplevelser og lad være med at negligere savnet, fordi du ikke kan forholde dig til det.

Det her er jo ikke en almindelig adskillelse, som hvis den ene part rejste på ferie i 6 mdr. Her er der krig, frygt og død inde over, og det kan være svært at forstå og sætte sig ind i dette som udenforstående.

Ring ikke og fortæl om faldne soldater
En af de værste ting, du kan gøre er at ringe eller skrive en sms og fortælle, at du har hørt i nyhederne, at der er faldet soldater, eller nogle er blevet såret.

Hun ved det godt, og kvinderne får de informationer fra Forsvaret, som de har brug for, og selvom du gør det, fordi du vil hjælpe, så er det tit bare ubehageligt for kvinden, når ikke engang mobilen er fredet område længere.

Jeg ønsker det bedste for kvinderne og deres mænd, og jeg sender al min kærlighed og dybeste respekt til dem alle.

I kærlighed
Maj