Endelig fatter Danmark, at når et barn misbruges seksuelt, tages det barns liv.

Vi, der er blevet misbrugt, kæmper for at overleve, mange bukker under, andre klarer den. Få af os får et godt liv. Det koster bogstaveligt blod, sved og tårer, for ikke at tale om penge, at samle sig selv og de opskårne håndled eller sindssygen i hjernen sammen.

Mange af os ville hellere være døde end leve med misbruget på vores kroppe og i vores sind. Døden føles ofte som den eneste måde, hvorpå vi får fred for et evigt påtrængende mareridt. Både dag & nat.

Læs: Voldtægt med publikum

Vi har brug for hjælp!
Det kræver ubeskriveligt meget MOD & VILJE at rejse sig fra den dynge af slam, som forbryderen har efterladt på os.

Og det kræver, at nogen omkring os forstår, hvilke behov vi har for hjælp!

Blandt andet det rent juridiske behov - ja for SELVFØLGELIG skal der ikke være en begrænset forældelsesfrist for seksuelt misbrug af børn! Ligesom der ikke er en forældelse på anmeldelse af mord!

Smerten varer ved
I dag kan vi anmelde, til vi er 28 år. Det vil sige, at man har lagt 10 år ovenpå den tidligere forældelsesfrist, som udløb, når man blev 18 år.

Det er bare langt de færreste, der er kommet til en erkendelse af, at være uden skyld eller ansvar for de seksuelle overgreb, når vi rammer 28 år.

Jeg ved godt, at det er utroligt uigennemskueligt at bevise, man er blevet seksuelt misbrugt 20 år tidligere. Men skal den tankegang forhindre, at vi forsøger at bringe håb til alle de, som lige nu kæmper en daglig kamp for at finde sig en plads i deres egen krop og eget liv, fordi forbrydere dengang brugte dem til at forlyste sig på?

Læs: Kvinder pisket for forbudt sex

Flertal for ændring
Og en meget vigtig pointe; nok kan min egen personlige sag ikke finde vejen til juridisk opbakning - men den kan med stort held bringe lys over de sandsynlige ofre, som har fulgt - OG FØLGER - i mit kølvand. Eller skal jeg sige i seksualforbrydernes kølvand??

Det er så dejligt at læse, at der er et flertal i Folketinget for en ændring af lovgivningen omkring forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn.

Men så læser jeg lige Tom Benkes udtalelse om vi incestoverlevere - og så får jeg sgu sådan en kvalme igen:

”Hvis man ikke har modet til at anmelde som 28 årig, har man det heller ikke som 58 årig!”

Med hvor lidt overskud, kompetence, empati, intelligens og mod tillader vi vores land regeret? Er det ikke på tide, at der tages ansvar? Hvis ikke for mig eller for dig, så for vores børn?!