Klumme
Lad os være en fest!
Morten Lover sig selv at feste lidt mere og måske puste kort ... uden først at have en finsk promille.
mandag 25.1.2010 17:01
- Af Morten Mauritson
Forleden var min yngste søn til discofest i SFO’en, og jeg skal lige love for, at jeg lærte en del af den fest, selvom jeg kun så ganske lidt af den, fordi jeg allernådigst fik lov til at hente og bringe.
En kæmpe dreng på syv kan jo ikke have sin far rendende, vel?
Nå, men da jeg kom med Melvin klokken 17, var der allerede godt gang i dansen. Pigerne svedte og havde røde kinder – og drengene var godt i gang med at spille med musklerne.
Og så var det, jeg kom til at tænke på, hvor tam jeg selv er blevet. Jeg skal jo fan’me have en finsk promille, før jeg nærmer mig et dansegulv, og jeg kan konstatere, at jeg ikke er den eneste i min omgangskreds, der har det sådan.
Vi er blevet åh så voksne, så vi skal lige se hinanden lidt an og have drukket os mod til, før vi slår gækken løs. Men det betyder jo, at vi bruger kostbar fest-tid på at være kedelige, tilknappede og pæne.
I’m part of the problem
Misforstå mig nu ikke – jeg er jo ikke selv en tøddel bedre end så mange andre. Faktisk vil jeg næsten sige, at jeg nok er en værre partykiller end de fleste. For i de gode gamle dage var jeg ikke bange for at give den gas fra starten. Nu sidder jeg bare og kukkelurer og venter på, at der skal ske et eller andet. Ligesom alle andre. Og det gør der så ikke.
Så jeg har besluttet, at jeg vil lære af Melvins discofest. Nu skal det være slut med alle de der voksne hæmninger, for jeg vil sgu’ have det sjovt. Det er vel ikke ulovligt, selvom man er midt i 30’erne? Vel? Vel?
Og jeg tænker, at jeg gerne vil lade opfordringen gå videre. Og vi kan jo starte med den altid prekære situation: Mand spørger kvinde, om hun vil danse! I ret mange af tilfældene er svaret nej. Af alle mulige forskellige årsager. Men hvad nu hvis I søde hunkønsvæsner sagde JA lidt flere gange?
FAKTA
Morten Mauritson skriver hver uge om kønsforskelle eller hvad, han har på hjertet i en klumme her på Oestrogen.dk
www.kernesundfamilie.dk
Appelsin-dans
Ikke nødvendigvis til onkel Ib, der er stangstiv og gerne vil finde balancen ved at holde på din røv. Men med bare lidt flere af de sikkert flinke fyre, der bare gerne vil have en svingom.
Til discofesten dansede de appelsindans, da vi forældre kom for at hente.
Ja, den der dans, hvor man har en appelsin mellem panderne, og hvor det gælder om at holde appelsinen fast så længe som muligt. Hvis man taber den, er der overhængende fare for at kys.
Og ja, det kan da godt være, at jeg skal bede Festministeren i Folketinget om at indføre appelsindans som obligatorisk del af enhver fest. For det er sgu’ da sjovt. Og til voksenfester vil en god gang appelsindans helt sikkert skabe en lidt mere loose og lækker stemning.
Giv slip på dig selv og bliv
lykke-inspireret! Køb det
lille eventyr om Lykken
HER!
Flere fest-tricks
Du kan sikkert selv huske, hvor sjove og pirrende ungdommens fest-lege var – så hvorfor er det lige, vi ikke leger dem mere?
Det er jo nok konventionen om, at vi skal være pæne, og at vores partner ikke skal høre alt for meget. Men S, P eller K ER jo sjovt. Ligesom det er sjovt at puste kort – ja, den der leg, hvor man skal sende et spillekort videre med munden.
Risikoen for kys er overhængende – og hvad så? Hvis du er blevet rigtig gammel, tænker du sikkert: Åh nej, hvad med alle bakterierne, svineinfluenza and so on…
Men ved du hvad? Du kommer i kontakt med mange flere bakterier, når du er i dit barns institution, når du er på et offentligt toilet eller når du udveksler penge med en ekspedient i en butik.
Lev livet
Så giv nu lidt slip. Giv den gas og lev livet. Du går sikkert også til langt færre fester nu – så det er da bare med at nyde dem.
Selv lover jeg, at jeg vil bevæge mig ud af det morfar-hjørne, jeg ofte sætter mig i. Hvis du møder mig til en fest, vil du sikkert synes, at jeg er lidt fjollet, men jeg er ligeglad, for jeg vil have det sjovt.
Og jeg tænker, at du sikkert er interesseret i det samme – så drop konventionerne og fyr den af. Du ER jo en fest, hvis du vil…
Læs også:
Kvinde, piner du dig selv?
Kira Eggers: Jeg skider ikke rosenblade
Erstatter sexrobotter kvinder?