Man skulle tro, at danskerne var fejlfri. Vi har ihvertfald ustyrligt svært ved at tage ansvar, indrømme fejl - og helt umuligt bliver det, når vi skal sige undskyld.

Niels Brinch er lige blevet smasket ned på gaden. Uanset hvad, så er det selvfølgelig ikke ok at slå.

"Jeg var stiv"
Niels og hans chef mener, at han er blevet tæsket, fordi han laver Station2. Dem, der var tilstede, forklarer, at det var fordi, at Niels Brinch var mega provokerende og nægtede at forlade den privatfest, han crashede i en hestebrandert. Ingen af parterne har tilsyneladende selv nogen andel i konflikten?

Og så er der farveladen, Susan K., som i en cocktail af sprut og raseri fik kylet et af de tunge fadødkrus i hovedet på en garderobedame. Susan har forklaret, at garderobedamen var provokerende.

Efterfølgende har Susan K. højlydt beklaget sig. Ikke over hendes opførsel - nej, hun har beklaget sig over, at hun under sin varetægstsfængsling ikke kunne deltage i et madprogram på TV3.

Vi lader den stå et øjeblik. Ikke noget med undskyld til pigen, som har fået seks sting i hovedet. Ikke engang en tynd forklaring i retninge af: ups, jeg var stiv. Ingenting.

Angrebet af en taxachauffør
Forleden bestilte jeg en taxa til min bopæl. Den drønede lige forbi, fordi chauføren tilsyneladende ikke kunne se nummeret på døren.

Jeg indhentede ham længere nede af vejen og blev verbalt overfaldet.

Årsagen? I hans egen utilstrækkelighed - eller i angst over, at jeg først skulle gakke ud på ham, valgte han lige for en sikkerheds skyld først at svine mig til med:

"Ja, man kan jo ikke se en skid, hvordan fanden skal jeg kunne se bla bla bla, når I bla bla bla." Jeg var mundlam.

Hvad blev der af: Gud, undskyld jeg kørte forbi dig, jeg havde svært ved at se dørnummeret. Eller lidt humor? Nej, selvironi er en svær diciplin

Opfør dig ordentligt!
Nå ja, og så var der lige den, om dengang Ditte fik overfuset sin kæreste i selvretfærdighed. Fik beskyldt ham for alt muligt overgeneraliserende, han ikke burde tages til indtægt for.


Det var dengang Ditte satte sig ind på sit kontor og surmulede - og til sidst måtte gå på Facebook og konsultere en god veninde, hvordan det nu var, at hun kunne komme tilbage.

Hvordan var det nu, at hun kunne få sagt undskyld. Fik krammet kæresten hårdt ind til sig, kigget ham i øjnene og fik sagt, at hun selv var urimelig, og at at hun elskede ham.

Trist. Undskyldningen blev efter tilløb og åndedrætsøvelser afleveret - og åh, hvor føltes det dog godt.
Men skulle vi ikke alle sammen prøve at anstrenge os lidt i høflighedens - og ikke mindst rimelighedens navn, og så tage lidt ansvar og opføre os ordenligt overfor hinanden?

Læs også:

Jeg vil være en fest
Jeg skider ikke rosenblade