Snyd dig smuk: Kunstige øjenvipper
onsdag 20.2.2008 13:02
- Af Lindi Winkel, journalist, lindi@oestrogen.dk
Fyr op for Divaen - ikke Drag'en - med falske øjenvipper og undgå at lime dine øjne sammen. Vi har testet kunstige øjenvipper.
Fakta
M.A.C. laver nogle rigtig gode kunstige øjenvipper, men du kan også købe en billigere version i H&M, til at prøve dig frem med.
;
Få tricks bliver brugt så flittigt som de falske vipper.
Måske er det håbet om dådyrøjne - eller måske er det tanken om smukke dukker fra barndommen, der gør, at vi elsker det tykke vipper: Dukker der pænt lukkede øjnene med de lange, mørke vifter, når de blev lagt ned og åbnede dem igen, når de fik lov at stå.
Uanset hvad, så er ser det brandgodt ud med ekstra pels på øjenlågene. Det gælder blot om at vælge den rigtige type og mængde.
Hvad er det: Kunstige vipper er forskellige former for ekstra øjenvipper, som kan limes fast på kanten ved dine egne vipper.
Hvordan:Alt efter behov og lyst kan man købe dramatiske, kæmpe øjenvipper med fjer på, eller bare naturlige, men ekstra lange, ekstra-vipper – de kommer i et utal af variationer.
Man kan også klippe et kortere stykke af de kunstige vipper og blot sætte lidt ekstra fokus på de yderste vipper – lækkert og katte-agtigt.
Først klipper du de kunstige vipper i den længde, der passer til dig. Derefter ligger du en eyeliner, gerne flydende, på, før du forsigtigt lægger en stribe af den medfølgende lim langs kanten på de kunstige vipper.
Limen er hvid og nogle gange endda grøn, men når den tørrer, bliver den gennemsigtig og usynlig.
Læg de kunstige vipper langs dine egne og hold forsigtigt på de kunstige vipper, mens limen tørrer. Derefter skal der bare mascara på hele molevitten – og vupti er du
Diva-lækker.
Det sker:Med mindre du får de kunstige vipper sat på af en veninde eller venlig makeup-artisk i det nærmeste storcenter, sker der det, at du står længe og fumler rundt med de kunstige vipper foran spejlet.
Det er nemlig ikke så let, som det ser ud til, og så er det noget virkeligt unaturligt ved tanken om lim og øjne sammen.
Bliver det flot?:Vi prøvede den mest almindelige version af de kunstige vipper, og resultatet var virkelig flot.
Det skreg ikke til himlen af at være falske vipper, men fik øjnene til at se større ud og sikrede at alle først og fremmest fokuserede på øjnene - hvorfor de sikkert også ville være fabelagtige, hvis man en dag havde en bums på hagen og ønskede en form for distraktion
Kan det gå galt?:Limen, der bruges til kunstige vipper, er naturligvis ikke den samme som den, din mand har i værkstedet, og der er egentlig ikke noget at frygte der.
Skulle der komme lidt lim på afveje, er det relativt let at fjerne igen, så nej, du limer ikke pludselig dine øjne sammen.
Skulle man påpege noget, der kunne gå galt, er det først og fremmest, at vipperne kan løsne sig i løbet af en våd aften. Og så risikerer man altså, at det glamourøse look stritter i alle de forkerte retninger, når den ene kunstige vippe vælger at snige sig om mod brynet, mens den anden søger mod syd. Det er derfor vigtigt, at man sikrer sig, at de sidder som de skal.
Et alternativ:Mange klinikker laver nu også
eyelash-extensions. Eyelash extensions er enkelthår, der limes på dine egne vipper ét hår af gangen i den længde og farve, man måtte ønske. Vipperne holder cirka to til tre uger, før ny påsætning eller opfyldning skulle være nødvendig.
Vamp dit diva-look op med kunstige vipper!