Oestrogen.dk Slank
Julie anbefaler minirugbrød
Julie er ude i en del personlige omvæltninger og travlhed, og vægten står stille, men hun vil snart i gang med at motionere.
fredag 26.2.2010 07:02
- Af Julie Møller
I samarbejde med Oestrogen.dk Slank
Startvægt: 90 kg.
Vægt: 82,4 kg.
Vægten står stille, og dagene flyver af sted. I sidste uge lå jeg med madforgiftning efter at have spist noget kalkun og i denne uge er min søn syg.
Jeg er blevet alene med ham, så når feberen ligger på 41, og han bare hænger, er der ikke meget tid til at tænke på mad og slet ikke tid til motion.
Med det in mente er det vel egentlig meget godt, vægten ikke er steget mere. Den ene dag tager bare den anden, og jeg er total inaktiv, men det kan ikke være anderledes lige i øjeblikket. Vejret giver jo alligevel ikke de store muligheder for at udfolde sig aktivt udenfor, så det går nok.
Lidt flov
Helt ærlig så er jeg rigtig ærgerlig og måske også lidt flov over, jeg ikke har formået at gøre en større indsats ved vægttabet, når jeg nu har fået denne store chance for et vægttab under vejledning, men igennem de sidste måneder har der været andre og større prioriteter.
Det vigtigste for mig har været, at min søn og jeg har det godt og har skullet finde en ny måde at leve på. Det har vi gjort og det hele f
ungerer rigtig godt nu og så kom sygdommen desværre. Men så snart han er på benene igen, skal jeg til at have gang i motionen igen.
Det bliver en udfordring
Jeg ved, det bliver en udfordring, for når han bliver puttet kl. 18.30 om aftenen, er der ikke meget mere at lave og så bliver det meget nemt at ”hygge” med lidt kiks eller andet usundt.
Men jeg må hanke op i mig selv og begynde at spise lækkert frugt igen i stedet.
Jeg har fået en opskrift på minirugbrød af min diætist, som jeg lige vil dele med jer.
45 brød.
Ingredienser:
250 g skårne rugkerner
3 dl kogende vand
1 stk. flaske hvidtøl (mørkt)
50 g gær
3,5 dl kærnemælk
200 g hvedemel
1,5 spsk. salt (groft)
1000 g rugmel
Sådan gør du:
Rugkerner kommes i en stor skål og overhældes med det kogende vand. Trækker ca. 1 time. Øl tilsættes og gæren røres ud her.
Kærnemælk, hvedemel og salt tilsættes. Blandingen æltes godt. Til sidst æltes rugmelet i lidt efter lidt ? dejen er lidt fast.
Dejen dækkes til og stilles til hævning på et lunt sted i ca. 1 time.
En bradepande (ca. 34 x 40 cm) beklædes med bagepapir og dejen fordeles heri. Glattes med vand på hænderne.
Efterhæves lunt i ca. 1 time.
Skæres igennem 4 gange på den korte led og 7 gange på den lange ? ialt 45 minirugbrød.
Pensles med smør eller olie og sættes i kold ovn. Ovnen stilles på 200 gr. og de bages i ca. 40 minutter.
Ovnen slukkes og de står ved eftervarmen i ca. 10 minutter.
Når de er afkølet brækkes de fra hinanden.
Kan fryses.
God slankeuge.
Knus Julie
Læs også:
Undgå de ekstra kærestekilo
Derfor spiser du for meget
Drik te og undgå søde sager