Eksotisk wellness
Massage fra Østen
Oestrogen går tæt på de asiatiske behandlingsmetoder Shiatsu og Qi Gong.
søndag 4.1.2009 12:01
- Af Marie-Louise Jersin Nissen, marie2@oestrogen.dk, Foto: Colourbox
I en tid hvor stress er blevet udråbt til en national epidemi, er det ikke så underligt, at flere og flere søger nye behandlingsmetoder til de stressrelaterede lidelser. Oestrogen går tæt på de asiatiske behandlingsmetoder Shiatsu og Qi Gong.
Musearmen værker, nakken er stiv som et bræt og skuldrene vånder sig. Din krop er gået i strejke og vil behandles og forkæles – nu!
Herhjemme er den mest udbredte behandling af muskelspændinger den traditionelle idrætsmassage, hvor musklerne æltes godt i gennem fra top til tå. Men der findes masser af andre typer massage, der kan afhjælpe dine lidelser. Især massageformer fra Østen er ved at vinde frem herhjemme. Oestrogen har talt med to specialister og spurgt dem, hvad de kan gøre for dig.
En Shiatsu behandling udføres normalt på en futonmadras på gulvet.
Foto: Colourbox
Shiatsu - ikke kun massage, men en behandlingsform
En Shiatsumassage, eller en shiatsu behandling, er japansk kropsterapi med rødder i den kinesiske medicin. Filosofien er, at krop og sjæl går op i en højere enhed, og at en sund krop har sin qi – sin livsenergi i balance. Qi-strømmen er både fysisk og psykisk betinget, og netop derfor er shiatsu en behandlingsform og ikke kun massage. Før selve massagen begynder, undersøges også klientens mentale velvære og behandleren stiller en diagnose
Erik Pedersen, der sammen med sin kone Henny, driver Skandinavisk Shiatsu Institut, fortæller, at en omfattende diagnose er afgørende for behandlingens resultat:
”Shiatsu-behandlinger er individuelle, for diagnosen bestemmer, hvor der først skal sættes ind. Jeg starter allerede med at diagnosticere, når klienten træder ind af døren. Blandt andet ser jeg på kropsholdning, og om øjnene er matte, og så lytter jeg til stemmen. Så optager jeg journal og diagnosticerer via tryk på forskellige områder på kroppen.”
Når Shiatsu-behandleren har stillet diagnosen, begynder han med at tage fat dér, hvor den er gal. Selve massagen er meget blid og gør ikke ondt. Behandleren arbejder med blide strøg og dog dybe tryk, der er nøje afstemt efter klientens behov, for shiatsu-massører er særligt specialiserede i at indleve sig nøje i klientens behov og kropsfølelse.
Din krop er din bil
Men hvem henvender denne blide, holistiske behandlingsform sig til?
”Jeg mener, at alle kan få gavn af shiatsu, for shiatsu handler både om behandling og om generelt velvære og sundhedsfremme”. Erik forklarer, at klienterne typisk er stressramte, har migræne, kontorskader eller førlighedsskader. Shiatsu har også en forebyggende effekt. Behandlingen fremmer kropsbevidstheden og
den generelle velvære. Erik tilføjer, at folk burde være bedre til at kigge efter deres krop: ”Nøjagtig som med biler, har kroppen også brug for et tjek engang i mellem. Det er synd, at så mange glemmer det.”
Qi Gong bringer energierne i balance
Qi Gong massage kan forebygge stress, lavt energiniveau, og det er velegnet til at behandle de skavanker, der følger med et stillesiddende arbejde.
Qi Gong, der både er en træningsform og en massageform, er blevet praktiseret i Kina siden tidernes morgen. Massagen, der også kaldes Tuina, er ligesom shiatsu fokuseret på at bringe qi-strømningerne i balance. Typiske tegn på ubalance er stress, muskelspændinger og utilpashed, og Qi Gongens opgave er at åbne op for energierne og fjerne de blokeringer, der har sat sig fast.
Kirstine Søndergaard, der er uddannet Qi Gong- instruktør og massør i Danmark og Kina, forklarer, at Qi Gong handler om at åbne de steder, hvor problemerne har sat sig.
”Hvis en klient er stresset og har ondt i maven, kan det skyldes at stressproblemet har flyttet sig fra hovedet og ned i maveregionen. Så arbejder jeg med maven og åbner op for blokaden og blodgennemstrømningen for at fjerne den dårlige energi.”
Massage, der kan mærkes
Qi Gong- massage veksler mellem det blide og det mere håndfaste:
”Det er massage, der kan mærkes. På energipunkter som albuer og underben kan det gøre en smule ondt, men på en behagelig måde. Det er meget stimulerende og det fremmer kropsbevidstheden, fortæller Kirstine, der til daglig underviser, og tilbyder Qi Gong- massage i Sofiebadet i København. Kristines klientel spænder bredt, men oftest er det kvinder, der lægger vejen forbi. ”Kvinder er mere opmærksomme på deres kroppe, og Qi Gong er også forebyggende”, forklarer Kirstine.
Hvis du også har fået lyst til at prøve Qi Gong eller shiatsu- massage, kan du følge linket, eller søge på nettet efter en behandler i dit lokalområde.