Alternativ behandling
En forfærdelig oplevelse
Jeg fik ikke kureret min taleskræk. Tværtimod blev jeg re-traumatiseret under mit møde med tankefeltterapi.
fredag 2.10.2009 07:10
- Af Charlotte Haase
0 OE´er
Oestrogen.dk har bugnet med begejstrede anmeldelser af alternative behandlinger denne uge. Hypnose kurerede sukkertrang, Body Talk kurerede helårssnue og halverede brugen af astma-medicin, mens krystaller helbredte en konstant kvalme.
FEDT tænkte jeg, da jeg hørte om mine kollegaers gode oplevelser og det var derfor med stor forventning, at jeg valgte Tankefeltterapi som behandlingsform til min præstationsangst.
Jeg er forfatter og redaktør, og jeg vil gerne blive bedre til at stille mig frem foran forsamlinger. Altså uden at være tomatrød i hovedet og tillægge mig en sindssygt skinger stemme. Udover at gå til en retoriker, tænkte jeg, at en tankefeltterapeut måske kunne give mig det sidste skub.
Jeg har set denne video på nettet om, at eksperter kan fjerne den fysiske ubehag ved at tappe forskellige steder på kroppen. Det lød da for godt til at være sandt. Det var det også!
Terapi i egen stue
Jeg surfede på nettet og havde vel 15 kandidater og valgte en tankefeltterapeut, som var en terapeut, der havde erfaringer med at hjælpe skuespillere og tv-journalister. Jeg talte med hende i telefonen og fik et rigtigt godt indtryk. Hun sagde, at hun havde en del erfaring med mit problem.
FAKTA
Tankefeltterapi
- Tankefeltterapi er en kombination af meridianstimulation, som man kender det fra akupunktur, og almindelig samtaleterapi. Der benyttes ikke nåle eller massage, men derimod en let banken med fingrene forskellig steder på kroppen, samtidig med at den, der behandles, tænker på sit ubehag.
Inden du forlader klinikken, skal du være i en tilstand af ro, fredfyldthed og lethed, når du tænker på det traume, som ved behandlingens start gav et maximalt ubehag.
Tager bl.a. hul på:
Angst, panik, bekymring og manglende mod til at følge sine drømme
• Sorg, depression, tvangstanker, besættelse og akutte traumer
• Stress - afhjælpe fysiske og psykiske symptomer, håndtering af stress
• Misundelse, jalousi og kærlighedssorger
• PTSD - Post Traumatic Stress Disorder
• Vrede og raseri, kontrol af vrede
• Social angst, og angst for at tale til forsamlinger, sceneskræk
- Læs mere om TFT her
Vedkommende havde ikke sin egen praksis, så kom hjem til mig. Jeg skulle sætte mig på en stol i midten af stuen.
Hun bad mig om at tænke på at stå foran en forsamling og fortælle mig, hvor dårligt, jeg fik det på en skala fra 1-10, hvor 10 var det værste. Jeg kunne højst komme op på en nummer 3, fordi jeg sad hjemme i trygheden med stearinlys fjernt fra faren.
Tankefeltterapeuten begyndte at tappe på min krop, mens jeg skulle gentage sætninger som: ”Selvom jeg bliver rød i hovedet, når jeg stiller mig frem foran andre mennesker, så elsker jeg og respekterer mig selv.” Og ”Selvom jeg måske glemmer, hvad jeg ville sige under et foredrag, så elsker jeg og respekterer mig selv”. Der skete ikke noget. Jeg synes egentlig, at jeg elsker og respekterer mig selv – jeg har bare en fobi!
Så voldtog hun ubehaget
Tankefeltterapeuten bad mig om at tænke på noget andet ubehageligt for at få fat i en form for angst eller frygt, så vi kunne tage udgangspunkt i den og få fat i følelsen. Det var her, at det begyndte at gå helt galt. Jeg tænkte på et meget smertefuldt forhold, hvor jeg aldrig fik sagt fra og blev udsat for jalousi og psykisk vold.
Jeg blev opfordret til at gå ind i følelsen, og det var meget let - desværre. Nu var mit ubehag op på en 10´er. Herfra sagde hun, at det var et traume, og at vi først blev nødt til at behandle det. Jeg gav udtryk for, at jeg ikke var forberedt på det og faktisk skulle holde et foredrag om to uger og havde brug for at fokusere på det. Hun lyttede ikke og guidede mig mere og mere
Charlotte kunne ikke komme ud af
sengen i to dage efter behandlingen
ind i det mørke, som aldrig var blevet bearbejdet ordentligt, fordi jeg skammede mig over at blive så længe og finde mig i så meget.
”Selvom du var et dumt svin…”
Til sidst sad jeg bare og græd. Hun ville have mig til at sige ”Selvom du var et dumt svin, og jeg ikke fik sagt fra, så elsker jeg og respekterer mig selv”. Min stemme forsvandt helt. Hun sagde også, at jeg skulle forestille mig at stå foran ham og skælde ham ud. Jeg begyndte at ryste. Til sidst måtte jeg lyve og sige, at mit ubehag var væk, men det var stadig på max styrke, da hun gik. Der havde hun været der i 2,5 time, hvor det bare var meningen, hun skulle være der i omkring en time.
LÆS OGSÅ
Andre alternative behandlinger
"Det var virkelig godt, at vi fik fat i det her”, blev hun ved med at sige, da hun stod i gangen. Jeg var ikke enig, men var for rystet til at reagere og brugte for mange kræfter på at holde mig oprejst til at sige hende imod. Hun sagde, at jeg skulle ringe for en ny tid. Det kunne jeg ikke drømme om. ”Det har været lidt overvældende”, sagde jeg bare.
Strandede på sofaen
Jeg faldt om på sofaen og stod ikke op i to dage.
Mit møde med tankefeltterapi var IKKE forløsende. Det var meget ubehageligt, og det tog mig over en uge at komme ovenpå igen. Det var voldsomt, fordi at det ikke var det, som jeg var klar til at bearbejde. Hvis vi var startet med tre behandlinger af præstationsangsten, som jeg havde bedt om, så havde vi måske oparbejdet en tillid, og jeg havde følt mig stærkere og mere forberedt til at tage fat på det andet problem.
I stedet endte jeg bare med at have det rigtig skidt. Siden har jeg talt med andre indenfor tankefelt terapi, der tager afstand fra hendes metode. Bagefter måtte jeg til psykolog tre gange for at bearbejde det hele.
Jeg fortæller kun så privat en historie her, fordi jeg vil råde alle til at gøre det meget klart, hvad de vil have ud af en behandling inden start og turde sige fra, hvis ens grænser bliver overskredet. Mine gjorde. Jeg har valgt ikke at nævne terapeuten med navn her, da jeg ikke er efter personen, men bare ønsker et opråb om alternative behandlere om at forvalte deres kunnen med respekt for klienternes grænser!
Læs en tankefeltterapeuts modsvar til min oplevelse her.