Slut med sex! Har du nogensinde overvejet et liv i cølibat? Flere og flere gør...
Cølibat, der batter?
Der er intet som helst i vejen med at ha' et sexliv. Men der findes altså noget, der er endnu større. Frihed, lykke og evigt liv, f.eks. Og opskriften er simpel: afholdenhed! Værd at overveje?
onsdag 30.5.2012 14:05
- Af Lonnie Kjer, foto: All Over
Cølibat betyder egentlig ”ugift” og kommer af det latinske ord ”coelebs”, men tro nu ikke, at missionen er fuldført, bare fordi du ikke har en ring på fingeren endnu. Sådan er det i hvert fald ikke i vores del af verden, hvor et aktivt sexliv bestemt ikke betyder, at vielsesattesten også er i hus. Men skal du følge reglerne for et cølibat, skal du ikke blot være ugift, men ”leve i kønslig afholdenhed”. Så ved du dét.
Et liv i cølibat
Og der er faktisk en del, der gør det. Frivilligt. Vi kender måske bedst begrebet fra den katolske kirke, hvor alle præster oprindeligt skulle leve i cølibat, og samme afholdenhed kender vi også fra Østens hinduisme og buddhisme og – så sandelig – fra kristendommen. Der har vi ”altid” kendt til folk, der valgte et liv i cølibat. Ofte som tegn på hengivenhed og stort fokus på religion fremfor … ja, næsten fremfor alt muligt andet. Og så er der alle de andre, der selv vælger – måske bare en periode – at leve i cølibat.
Gud, hvor sexet I nyere tid har det nærmest været småtrendy at springe ud som cølibatist. I hvert fald i USA, ikke overraskende, hvor man i en periode virkelig gik foran, hvis man, af andre grunde end de religiøse – kastede sig ud i afholdenheden. Måske er man uden kæreste, måske er man syg, måske afholder et handikap en fra at have et almindeligt sexliv. Eller måske vil man simpelthen bare bruge sin energi – også af dén karakter – til noget andet. Og så er der dem, der har fyret så heftigt op under kedlerne, at de trænger til en pause.
Når der går sport i cølibatet
Der er delte meninger om, hvorvidt action i hotelsengen også skruer op for tempo og scoringer på fodboldbanen, eller om vejen frem mod guldmedajler og fantastisk fokus faktisk går gennem de mere rene tanker. Sikkert er det, at en del sportsfolk lever i noget, der minder om cølibat op til vigtige turneringer eller løb. Man kender det fodboldverden, men også i cykelsport er det velkendt, at de seksuelle strabadser – ligesom de fleste andre sjove ting – må vente, til mændene har hevet sejren i land.
Villig eller ufrivillig?
Hvis du kun ser en lille mand i præstekjole eller fodboldshorts foran dig, når du tænker på en person i cølibat, kan du godt udvide synsfeltet en anelse. For her i landet er der faktisk tre gange så mange søstre og nonner, der har spændt kyskhedsbæltet fast og altså rettet energien mod andre – og vigtigere – ting. Og om du er præst, nonne eller bare trænger til en pause på dét område i dit liv, er der ingen sundhedsmæssig fare ved at springe ud i cølibatet. Det, du ikke lever ud i vågen tilstand, banker måske på i drømme …
Kilder: sundhedsmagasinbet.dk, Wikipedia, katolsk.dk, leksikon.org.
"Fix din fremtid med Feng Shui" - klik her
Fik du også læst "Hold dig evigt ung med de fem tibetanere"?
Healing på flaske? Klik her
Måske er det i denne uge, du møder manden i dit liv. Se, hvad stjernerne siger