”Vi klamrer os til jobbet” stod der på forsiden af byens lokale sprøjte fornylig. Ja, i en finanskrisetid er det bare med at holde på hat og briller – og, nå ja, den faste indtægt. Det kan der vel ikke herske to meninger om.

Så at der i selvsamme avis også var en artikel at finde med overskriften: ”Sif Orellana vil stå på egne ben”, ja, det vidner vel kun om, hvor vanvittig denne Sif Orellana må være. Altså mig.

Forlader tryg stilling
Hvad i alverden driver én til at forlade sin trygge stilling som arrangementschef på et kunstmuseum for at springe ud som selvstændig med forlagsvirksomhed og oplevelsesbaseret forretningsudvikling som omdrejningspunkt - og så midt i en finanskrisetid?

Det er da det rene galimatias. Eller hvad?
 
Sovet på det i to år
Tja, man skal jo sove på store beslutninger siges det. Men hvis man nu har sovet på den i over to år, er der så ikke noget, der taler for, at man efterhånden må være så veludhvilet, at det er ved at tid til at komme ud af starthullerne.

Hvis mavefornemmelsen siger ”go”, forretningsplanen ligger klar, samarbejdsaftaler er indgået, revisoren vender tomlen opad, og der brænder en hel lille olympisk ild indeni for at se, om drømmen kan komme på vinger, ja så er det vel med at føre ord til handling.

Følg dit hjerte
At kaste sig ud i et liv som selvstændig med alle de uvisheder og ubekendte, sådan et karrieremæssigt bungy jump måtte indebære, er ikke risikofrit.

Men hvor ville det da være ærgerligt at sidde som 60-årig og ærgre sig over ikke at have haft modet til at følge hjertet og den gode mavefornemmelse.
 
Vover pelsen
Til trods for finanskrisen og journalisternes velmenende formaninger om at ”klamre sig til sit job”, så vover jeg pelsen.

Fra maj starter jeg op som forlægger og virksomhedsejer med en række bogudgivelser med fokus på familieliv, gastronomi, rejser, leg og læring, kreativitet og oplevelsesbaseret forretningsudvikling i støbeskeen samt projekter i krydsfeltet mellem erhverv og kultur.

Klamrer mig til håbet
Så i stedet for at følge avisens opfordring til at klamre mig til jobbet, vil jeg i stedet klamre mig til håbet, heldet og sandsynligheden for, at jeg evner at navigere mit eget lille projekt i den rigtige retning. Spændende bliver det i hvert fald - og "hvo intet vover, intet vinder".