Den globale økonomi trænger til kunstigt åndedræt, og finanskrisen har sat sig tungt på hele mediefladen. Forfærdeligt, tænker jeg – og nipper til endnu et stykke Valrhona chokolade.

Det er krisetider! Jeg er strandet på mit eget stuegulv i et inferno af flyttekasser samt bunker og atter bunker af ting.

Jeg har nok strengt taget ikke brug for armbåndet fra Mallorca-rejsen i 1979. Men på den anden side set … man ved jo aldrig.

En glad fattigrøv
Er det overfladisk i disse tider at tale om armbånd fra charterrejser? Jamen, jeg er faktisk meget optaget af den hjemlige krise. Altså den, der udspiller sig på stuegulvet.

Finanskrisen og ansigterne lagt i bedemandsfolder overlader jeg til resten af den danske befolkning.

Det er en af fordelene ved aldrig at have ejet noget af betydning – hverken fast ejendom, fast indkomst eller en pensionsordning. Man behøver ikke bekymre sig. Faktisk bliver ens økonomi bedre, i takt med at priserne i krisetider falder.

 Alt over bord
Og så hjælper det selvfølgelig også, at det er i Danmark, jeg sammenlignet med gamle studiekammerater er en fattigrøv. For jeg spiser

 

stadig kvalitetschokolade på en ganske almindelig onsdag – og er altså i midlertidig krise over at eje alt for mange ting og sager.

Et kort sekund rammes jeg af lysten til at smide det hele over bord. Kun at eje et sæt bilnøgler og det, jeg kan have i bilen. Som James Spader i Sex, løgne og videobånd.

En eventyrlig tanke
Gad vide, hvad der egentlig ville komme ud af sådan et eventyr? Det synes jeg godt, man kunne tænke lidt over, når der er et øjebliks pause i finanskrise-nyhederne.

Ville man finde ind til dybere sandheder? Ville man finde frem til den egentlige frihed?

… og ville der mon være plads til armbåndet fra Mallorca i bilens handskerum?