Jeg har både som professionel og som privatperson mødt indstillingen, at et forhold skal være ekstraordinært.

Hvis man sammenligner forholdet med et restaurant besøg, så skal det ikke "bare" sådan være en almindelig restaurant - nej, det skal være gourmet!

Det skal være ekstravagant, lyserødt og prinsesse-like. Menukortet er medbragt hjemmefra, og udleves generøst til Gud og hvermand.

Forventningen til, at der dukker en "kok" op, som velvilligt og passioneret kaster over opgaven, at levere LIGE PRÆCIS det er noteret i menuen, stortrives.

Den perfekte partner
Der net-dates, læses parforholdsbøger og terapiseres i lange baner, men det er som om, at det ikke rigtig bringer "os" nogen steder hen. Så snuppes der en find-din-perfekte-partner-type-test i et ligegyldigt dameblad, og "jeg vil ha'" listen opdateres. Vågn op!

Hvem med bare en lille smule hjerne, møder et mennesker, der introducerer egne forventninger til et parforhold, blandet med "tidligere skuffelser", GIDER overhovedet at involvere sig? Ingen! At starte en relation med, at klargøre hvad "man" vil have og ikke vil have, gør det stort set umuligt at mødes oprigtigt, ægte og kærligt.

Uigennemtænkt
Listen med krav og forventninger er bygget på et fundament af GAMLE erfaringer, og de kan da være fine at trække på, hvis der dukker noget op, der ligner fortiden. Men at bygge noget nyt på dem, er efter min mening lettere uigennemtænkt.

Hvad skal du så gøre? Læs hele Christian Campbells indlæg her

Læs også: Hvad må din mand af Morten Mauritson