Inge‐Merete Hansen, 99 kroner i alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og www.skriveforlaget.dk

1.
Der bliver givet besked til afdelingen om, at det er tid. Jeg har ondt i maven og føler mig svimmel. Pludseligt ser jeg, at man har pakket alle Dennis´ ting ned i en plasticpose, og det får mig til at reagere ret kraftigt. Anette, der er mødt tidligere ind, forsøger at berolige mig. Hun siger, det er helt naturligt, da Dennis efter operationen skal ligge på hjerteafdelingen.

Jeg vil gerne tro hendes ord, men dybt inde i hendes øjne, ser jeg, at hun ikke selv tror på det. De kører af sted med ham. Jeg skal kaste op. Det sidder som en klump i min hals, og det føles, som om jeg skal kvæles. Min mand står ved siden af mig helt forstenet.

Vi er ikke i stand til at give hinanden trøst. Står bare som to statuer og kikker på den lukkede dør. I det samme kommer min mor og min moster ind ad døren.

Anette følger os ud i forældrerummet, hvor vi snakker om de ting, lægerne har sagt. Min mand forklarer en masse tekniske ting, men jeg slår fra. Sidder i mit tomme hylster, som er jeg i trance. Jeg hører, de snakker, om hvor store chancer der er, for at Dennis vil overleve. Hører dem sige, at det er mere sandsynligt, at han vil dø, end han vil overleve. Jeg vil så gerne være stærk i min tro på, at det vil gå godt. Men tvivlen er enorm og frygten endnu større.

2.
Det er en meget intens periode, hvor jeg føler, jeg får en dyb og meget speciel binding til Dennis. Vi begynder at observere små ting; at han klemmer vores fingre, han drejer hovedet i den retning, hvor han hører vores stemmer, og at han smiler. Vi har lært at mærke, hvordan han har det, og de forskellige plejere lytter meget efter, hvad vi siger.

Vi er begyndt at tale med det andet forældrepar, der har en for tidlig født dreng. Han ligger i vuggen lige over for Dennis. Vi hjælper hinanden med både de praktiske ting men også rent psykisk.

Glæder, sorger, håb, fortvivlelse, alle mulige følelser som vi hver især oplever. Det er så utroligt hårdt, hele tiden at skulle skifte mellem at være ovenud optimistisk og til det næste øjeblik at vælte rundt i håbløshed. Det er, som om døden hele tiden lurer bag hvert et hjørne og bare venter på at komme til.

3.
Vi står fuldstændigt forstenede. Kan ikke engang række ud efter hinanden. Står bare der, mens tingene sker omkring os. Vi hører kun alt for tydeligt de febrilske forsøg på at trække vejret.

Ser, hvordan han kæmper for sit liv, imens lægen hektisk forsøger at finde en vene. Tiden står stille, mens jeg ser på de tre mennesker, der kæmper for at redde mit barn. Jeg har lyst til at skrige.

Den smerte, jeg oplever lige i dette øjeblik, er så stor, at jeg ikke føler, jeg kan rumme den. Er ved at eksplodere. Står her så tæt på og alligevel så forfærdelig langt væk. Er så tæt på at miste det, jeg har
ønsket mig i så mange år. Der er intet jeg kan gøre! Hvor ville jeg ønske, jeg kunne bytte mit liv mod hans. Ser overhovedet ingen rimelighed i, at så lille et menneske skal lide så meget. Mine øjne er som kameraer, der svæver hen over et ”gerningssted”. De ser det hele uden at forstå eller forklare. Samler informationer og gemmer dem til senere brug.

Mærker en stærk kraft fra Dennis. Føler, at han beder mig om hjælp. Hører hans lunger skrige efter luft. Ser ham vende sig fra side til side, som er det de sidste krampagtige forsøg på at holde fast i livet. Jeg samler alle mine kræfter, mine tanker, min energi og forsøger at overføre det til ham. Jeg fortæller ham, gennem tankerne, hvor højt jeg elsker ham og trygler ham nærmest om ikke at forlade mig nu. Jeg er ikke klar.


Læs også: XXX