”Jamen, haaaj”. En tung hånd lander med et klask på min skulder. Da jeg vender mig, stirrer jeg ind i et stort grin.

”Kan du ikke huske mig? Vi er jo venner på Facebook,” brøler smilet. Jeg ser undersøgende på det det storsmilende kvindemenneske, og med ét rammer hukommelsen mig. Jeg får nærmest kvalme.

Lizl klar til fest....

Foran mig står Malene, min hjerteveninde fra gymnasietiden. 20 år ældre og 20 kilo tungere.

Kan du huske?
”Det er for vild,” skriger hun begejstret. Hun træder et skridt tilbage, lægger hovedet på skrå, ser mig an. Vi betragter hinanden og viser tænder i anspændte fnis. Hvilket gensyn – glædeligt og gyseligt.

”Kan du huske…,” hulker vi hysterisk i kor, mens vi i hastigt tempo støver minder af og tænker tilbage til dengang, vi nysgerrigt læste ”Kvinde kend din krop” og drømte om unge mænd.

Og selvfølgelig mindes vi den gang, vi skulle imponere til en klassefest.

Sminket som østtyske prostituerede med grønt glimmer op til øjenbrynene og iført bh’er, mindst et par skåle for store, troppede vi op på skolen. Med lilla læber og blå tænder. Mærket af den billige rødvin, som vi havde bællet direkte af kartonen nede i gården under halvtaget ved cykelskuret, mens vi hostende forsøgte at inhalere hendes mors grønne Look.’

Festen varede ikke længe for Malene, hun forsvandt hurtigt. Hvorfor – fandt jeg senere ud af. Ude på pigetoilettet var June. Som en køkkenrulle, bleg og sammenrullet, hang hun over wc-kummen, der tandløst grinede til os. Hulkende kastede hun op, og jeg stemte i. Kønne var vi ikke, og vores kærester skred da også.

”Det var for vildt,” husker jeg nu to årtier senere, mens jeg undrer mig over, hvorfor det er så morsomt at mindes pinlige episoder. Og hvorfor det virker så nærværende, at jeg nærmest får kvalme af at gense min kære gamle veninde.

”Vi må ses, ringes ved.” Opfordringen runger tamt, da vi tager afsked med hinanden og episoder, der kun er sjove, fordi de er tyve år gamle.

Læs også: Mænd skal betale på dates

Første brandert
Derfor har vi heller ikke set hinanden siden. Men hver gang jeg logger ind på Facebook og ser Malenes glade ansigt, bliver jeg mindet om min første brandert. Tankevækkende og skræmmende at skamfulde minder ikke er til at ryste af sig. For gad vide hvad andre tænker, når de genser mig på Facebook og ude i virkeligheden.

PS: I morgen skal jeg mødes med gamle studiekammerater fra Danmarks Journalisthøjskole…