Leder
Mænd er mystiske
Gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor forskellige mænd og kvinder er. Hvilket ses tydeligst i en skobutik.
mandag 7.12.2009 09:12
- Af Lizl Rand
Spørgsmål: "Hvordan ved man at forretningerne er ved at lukke lillejuleaften?
Svar: Fordi ens mand lige er taget af sted for at købe julegaver!
Hi hi.
Men at der grundlæggende er stor forskel på mænd og kvinder, erfarede jeg for alvor, da jeg for et år siden var med min bedre halvdel i en skobutik, hvor der var supertilbud: Køb 3 par – betalt for 2.
Han gik straks hen og tog fat i et par sorte sko – magen til dem, han havde på – og tog så yderligere to af det samme par. Den kvindelige ekspedient kiggede forundret på de tre skokasser og udbrød:
”Er du klar over, at der er tre ens par?”
”Ja. Netop,” svarede han.
Psykolog: Mænd stresser ved shopping
Mænd kan vitterlig ikke udholde shopping – det har en psykolog sågar forsket i.
Han konkluderer, at det stress, mænd oplever, når de køber julegaver, er på linje med det stress, en politibetjent føler, når han konfronteres med en rasende folkemængde under gadeoptøjer.
For de fleste kvinder derimod er shoppeture en yndet form for stressdæmpning, hvor vi sanser og dyrker detaljer.
Mystiske ting ved mænd
Men det er jo ikke kun, når vi taler fodtøj og fornøjelser, at vi er forskellige.
Det tog f.eks. ikke redaktionen mange sekunder at nævne følgende mystiske ting ved mænd. Hvorfor ... er mænd mere syge end kvinder. Hvorfor kan de ikke multitaske?
Hvorfor er de vilde med jagt, våben, krig, store maskiner, biler, teknik m.m. Hvorfor er de ligeglade med rengøring. Interesserer de sig ikke så meget for selvudvikling og parforhold. Hvorfor taler de om deres toiletbesøg. Hvorfor skal de se så meget sport. Hvorfor kan de ikke bruge en kalender eller spørge om vej?
Måske det er mysteriet, det mærkelige, der tiltrækker. Forskelligheden. Hvis vi blot accepterer og respekterer den, vil vi i hvert fald kunne undgå en masse problemer.
Parforholdets prøvelser - forskellene
Parforhold mislykkes nemlig, fordi mænd ikke forstår, hvorfor en kvinde ikke kan være som en mand, og fordi kvinder forventer, at deres mænd opfører sig ligesom kvinder. Husk det, næste gang din mand opfører sig mystisk.
Held og lykke derude. Og kom gerne med eksempler på forskelle og løsninger.