Jeg mødte Norma Jean på Venice Beach. Hun solgte popcorn. Ved siden af jobbet som kamera’kvinde’.. havde hun et fuldtidsjob i weekenden for at få det hele til at løbe rundt. Ingen ærgrelser – bare glæde over, at det var muligt. Hendes mand havde forladt hende til fordel for en yngre kvinde. Ingen bitterhed – bare glæde på hans vegne og hvad angik den nye.. Ingen vrede – bare overskud: ”Hun er faktisk rigtigt sød!” Norma Jean er ikke den første kvinde, jeg har mødt her i LA, som ganske enkelt nægter at falde i mismodsfælden, og jeg har talt med alt lige fra de hjemløse kvinder på stranden til millionøserne på Sunset Boulevard.. det er svært at finde bitterhed, fra trailerhjem til Malibu villa. Og skal der knokles lidt ekstra – så giver man den en skalle. Er der to timer hver vej i bil til jobbet, jamen så kan man da bruge tiden til en god E-bog.. og hvor er man så i øvrigt heldig, at man har et job.

Jeg elsker ganske enkelt denne indstilling. Det er ikke ’de andres skyld’, at tage ansvar for sig selv, sine drømme og sit liv – er tæt knyttet til den amerikanske sjæl.  Jeg er så træt af den danske brok.. brok over vejret, over økonomien, over kærligheden og brok over alle dem, der ikke lige har den samme holdning og vover at ytre sig om emner, der ikke lige matcher den offentlige moral. Besøgte en indianerfamilie i deres kaotiske, men hyggelige rodebutik af et hjem udenfor Yosemite. Kvinden var blevet opereret igen-igen i nakken og døjede med smerter, de var bestemt ikke velhavende.. men vi blev inviteret indenfor, og som afskedsgave fik vi en kalender fra 2004 og med smukke naturbilleder, en gul agurk og en rød tomat af egen avl. Ingen irritation, ingen beklagelser, ingen vrede – bare taknemmelighed over livet, mulighederne og alt det, de kunne udrette – trods alt.

Hænger det mon sådan sammen, at jo mere man har/ejer og jo mere ’sikkert’ man lever, desto mere kræver man, og jo mere fokuseret er man på alle manglerne? Hvorfor er vi så svære at stille tilfredse i Danmark? Og hvorfor er vi tilbøjelige til at give alle de andre skylden i stedet for selv at tage ansvaret, hvis drømmen glipper, og virkeligheden banker på!
Indrømmet! Jeg tror på frihed for den enkelte, og at vi hver især bør tage ansvar for eget liv! På mange måder er jeg stolt og glad over at leve i et land, hvor man tager vare på sine egne, hvor alle får en chance, og det er de færreste, der bliver ’tabt’.. MEN, værdsætter vi det nok? Og hvor langt er vi villige til at gå og kæmpe – hvis vinden ikke lige blæser i vores retning?

Det fedeste ved at ligge helt ned er vejen op! For den eneste vej er OP!! At manifestere de sidste kræfter og vide, at alle små nuancer vil gøre en forskel. Måske ikke i dag, men så senere, og hvis man ikke handler, så vil man blive liggende lige dér.. på bunden af livet. Jeg ved godt, at alle mennesker ikke har den samme mængde ressourcer eller muligheder, men de fleste af os har et valg HVER dag. Vi kan vælge at kæmpe for en bedre tilværelse end den vi har, for bedre livsvilkår og for større glæde. Og vi kan vælge det hver morgen, når vi stikker fødderne udover sengekanten. Der findes ikke noget større end livet i sig selv, og hvorfor vælge at bruge dyrebare timer på forbitrelse samt fokus på alt det, der mangler?

Der vil altid være muligheder for forbedring. Lad dig ikke nøjes eller hvirvle med ned i ærgrelsernes kælder. Hæv dig selv op til stuetagen og vid.. der altid er en mental penthouse-lejlighed indenfor rækkevidde. OG.. jeg taler ikke om penge her.. Jeg taler om glæde og livskvalitet. Sæt dig selv i førersædet for eget liv. Grib rattet, sæt en retning og bevæg dig mod målet. Fokuseret.

Jeg lover dig, at det bliver rejsen værd.

Mød Norma Jean fra ’Kvindeliv’ her

 … eller RaeChelle fra ’Kvindeliv’

Mere fokus her … læs fredagsklummen!

Køb en gave til en, du holder af ... besøg Shoppen