Jeg bruger tonsvis af tid på mig selv! Indrømmet! Det er mit meditationsrum, det er hér, jeg ikke ”tænker”.. men pynter, pudrer, barberer, masserer, træner, nusser, bader. Det er min tid – min kvinde tid!

Jeg elsker min høje hæle og det er yderst sjældent, man finder mig i flade gummisko på job. Jeg har kjole på 9 ud af 10 dage om året og bruger min lipgloss mindst én gang i timen. HVORFOR? FORDi.. fordi jeg ER kvinde – på alle måder, men indimellem selv glemmer det lidt, midt i de tunge beslutninger, hastigheden i overhalingsbanen, de mange ord, de mange tal og de store strategier.

Jeg glemmer mit køn, når elsikringen er røget, køleskabet lækker vand, pakningen i hanen skal skiftes.. Alt det, jeg elsker højest som kvinde, har fortonet sig i rollen som singlemor med hus og karriere. Når de 10 timer på jobbet er overstået venter netbanken i privaten side om side med alle de praktiske ting. Jeg lever et ”mandeliv” traditionelt set! Det er derfor jeg vælger SÅ markant at signalere mit køn på alle måder.

Jeg vælger hælene, kjolen og omsorgen til. Jeg vælger lidt pynt på facaden som kontrast til det strømlinede jakkesæt – jeg griner højt og græder lavt. Og hver gang jeg øjner den mindste mulighed.. så lægger jeg mig et par timer med en Maude migræne, bliver svag, lidt”’lille” og vil gerne nusses, tager mod gode råd fra stærke mænd og giver dem ret i (næsten) alt.

Jeg øver mig i at tie lidt stille, ikke at orke så meget og BARE have brug for hjælp. Om det er let.. næh.. men det er nødvendigt. Nødvendigt fordi det simpelthen føles godt at overdrage ansvaret til en alfahan indimellem, at bare slippe kontrollen og lade en hulemand tage over. Jeg elsker mit køkken, duften af Ajax, bedet der skal luges og puderne der skal rystes. Men jeg er også 100% bevidst om at dét alene aldrig kan gøre mig lykkelig, at min hverdags lykke ligger i mixet mellem de nære ting og de store udfordringer på jobbet hver dag. At gøre en forskel i samfundet, at skabe vækst, at opfinde og udrette at nå selv de mest umulige mål og allerede være på vej videre til den næste stjerne, når sejren er i hus. Det er dette mix, jeg elsker.

Så jeg pudrer næsen, krøller håret, strammer korsettet og glider ind i et mødelokale med alle de svage sider omhyggeligt flettet sammen med evnen til at træffe de stærke beslutninger uden tøven.
Jeg vil have lov til at være kvinde…




Læs også:  "Jeg er sådan én, der bare ikke kan holde op med at elske.."  

Huskede du også Lonnie Kjers fredags-klumme?

Tag også et kig i Oestrogen-shoppen. Der er masser af penge at spare lige nu.

Og husk selvfølgelig også at tjekke dit horoskop – det er helt gratis!






Aller Media A/S © 2013 - www.aller.dk