”Jeg er vist blevet for gammel til at ta’ på festival,” siger kollegaen, mens der står kolde fadøl, telt-kys og Orange Scene i øjnene på hende. Hvaffor nowet? For gammel? Til festival? Er der nu også en udløbsdato på dén slags? Det gi’r da ingen mening. I princippet kan hun, med sine sølle 41 uerfarne år i baggagen, stadigvæk nå at blive både læge, statsminister og raketforsker, hvis det er dét, hun vil.

Selv er jeg håbløst allergisk overfor sandheden (?) om at være blevet for gammel til noget som helst i denne verden. Jeg er ikke for gammel til hverken at danse på bordene, søge nye jobs, ta’ flere uddannelser, kysse på flere mennesker eller ta’ på festival. Jeg er muligvis – og kun muligvis - for gammel til at blive tv-vært, kan jeg lissom fornemme. Dér skal man nemlig helst være et godt stykke under de 40, mens man duetter den med halvgamle mandlige værter, hvis dåbsattester aldrig bliver rigtig interessante.

Ellers er jeg mest bare for ung. Til at høste fordelene ved at være blevet voksen. Til at indrømme, at jeg eeeelsker roen og alenetiden og af og til lyver mig til solo-aftenener, fordi jeg simpelthen ikke orker selskab og konverséren. Indtil jeg insisterer på selv samme og ikke overlever dagen, hvis ikke den afrundes med veninder, vin og voldsom vigtig viden. Og alt, alt for ung til at begribe, at jeg – med lidt held – har levet halvdelen af mit liv og inden længe forfalder og småvisner, fordi tyngdekraften og dét, der er værre, tvinger mig til det. Jeg nægter. Simpelthen. Måske fordi jeg også er begavet med kloge kvindemennesker, der for længst har passeret den hippe ungdomsalder og aldrig har været mere interessante, klogere eller smukkere end lige nu. Både indeni og udenpå. De LEVER og gi’r liv og inspiration, når man sidder dér lidt blodfattig og søger efter svarene på de alt for store spørgsmål, der alligevel ingenting afklarer, mens man frygter at blive for gammel til nærmest hvad som helst.

Man kunne jo også bare foregribe begivenhedernes gang, tænker jeg. På et eller andet tidspunkt BLIVER man jo for gammel til at blive student, læse medicin og rejse jorden rundt firs gange eller bare på firs dage. På et eller andet tidspunkt sidder man der jo, med parkinsons, demens, lammelser og helt rimelig bitterhed, hvis man altså ikke rykker på ting, der dumper ned foran én, hvis man ellers ser dem – mulighederne.
For der er vel, trods alt, ingen udløbsdato på drømme. I det mindste. Og dem kan man leve længe på. Især hvis drømmene har en slags deadline, der guider dig mod de destinationer, du ønsker dig, så de rent faktisk bli’r til noget. Om det så er medicinstudiet, vandreturen, en perfekt lørdag aften eller studenterhuen, der trykker. Dine muligheder og begrænsninger er du vel selv herre over. Et stykke ad vejen. Og hvis du er blevet aaaalt for gammel til DSB’s Wild Cart, er mimrekortet lige om hjørnet. Og mulighederne