”Jeg magter simpelthen ikke den søndagsangst” sagde min veninde forleden og mindede mig om,  at  begrebet altså eksisterer andre steder end i mit hoved som dystre minder  fra min fortids regnvejs-ungdom i selskab med små-depressive venner. Dengang hver eneste søndag var højt belagt med de ondeste tømmermænd, sorte huller fra nattens udskejelser, moralske kvababbelser og undskyldninger og bortforklaringer. Den sidder der bare endnu, den satans søndagsangst. Hos ret så mange, åbenbart.

Der er singlerne, jo. Som bare saaaavner at ha’ en at ligge i ske med med, se tv med, gå tur med. Med selvmedlidenheden direkte implanteret i hjertet kan de næsten ikke slæbe sige gennem de rædsomme søndage, som minder dem om, hvor ensomme, de er.  Med mindre de altså, som min kollega, der i parentes bemærket hverken har mand eller børn – selvvalgt, gud hjælpe mig! – får stjerner i øjnene, når hun fortæller om sine søndage, der mildest talt lyder noget tillokkende for én, der aldrig har en søndag alene. Det er noget med at sove længe, læse aviser og drikke kaffe, gå på café, gå tur, runde biffen … alt muligt single-jeg- har ingen- børn- agtige ting.

Så er der dem, der har haft mand, børn, parmiddage, pligter, lister, afrimning af fryser og andet godt på søndagsmenuen i hundrede år – og som pludselig ikke har det længere, fordi lillefar smuttede med en yngre model. Eller også gjorde lillemor. I hvert fald er søndagene ulidelige nu, hvor man kan gøre, hvad man vil i de weekender, ungerne er hos ham, der svigtede eller blev svigtet. Man får ondt i maven, ser lykkelige familier og leende børn overalt. Hjemmebag, brætspil, flettede fingre og lutter idyl konstant. Mens man glemmer, hvor irriterende det var aldrig at ku’ få lov til at læse en avis, sove længe, drikke kaffe, gå tur, runde biffen … alt muligt single-jeg- har-ingen-børn-agtige ting.

Sådan én er min veninde. Så når hun ikke magter søndagsangsten, må søndagen gå med noget andet end at være bange, føle sig utilstrækkelig, nærmest drukne i tungsind og regnvejr – endda selvom solen skinner, og søndag egentlig betyder ’Solens dag’. Så hun har valgt altid at arbejde. Hun har simpelthen aflyst søndagen, fordi den ikke gør noget godt for hende. Smart, egentlig. Men så slipper hun for mismodet og mavepinen, arbejder sig igennem dagen, falder træt i søvn, og når hun vågner igen, er en ny uge i sving. Kollegaen, derimod, dyrker nærmest søndagen, og hvis hun overhovedet mærker nogen for angst, er det angsten for at vågne op med den forkerte scoring ved sin side … hvis hun altså overhovedet gider vågne op med nogen som helst.

Vi ku’ jo holde hinanden i hånden om søndagen? Sørge for at ha’ linet 46 fede søndags-sysler op, arrangere de vildeste middage for hinanden, både for dem med og uden angst … rappelle os mentalt ud af tungsindsdynen og mindreværdet og gøre søndagen alt andet end hellig. Måske er det simpelthen noget rod, at søndagen er ugens sidste dag? I alle mulige andre lande er det vist ugens første dag, og det er måske dét, der gør forskellen. Lad os prøve på søndag! Så vi fremover kan hylde den, elske den, kysse den i stykker, fejre den og fange den og lade den være startskuddet til en spritny, frisk uge. En slags søndags-fangst.
Det ku’ også gøre mandagen lidt sjovere …

Husk Pernilles klumme!

Læs også ”Gud … en stressende boss”!

Shop, shop, shop!

Hva’ sir’ stjernerne? Læs dit horoskop her!