Så skal vi til det igen … forsøge at få fut i det halvvåde bål, mens vi elsker vort land og ærgrer os lidt over, at dagene bliver kortere, at det snart er jul, selvom det lige har været det, og, selvfølgelig, at det for 35.år i træk siler ned Sankt hans aften.

På toppen af regnbålet sidder rædslen, vi brænder af og sender afsted til Bloksbjerg, hvor det så end er. I morgen ku’ det lige så godt være mig, vi satte ild til. Jeg kan nemlig mærke min indre heks banke på. Af den gammeldags slags, altså, hvor de var yderst modbydelige og decideret onde.

Det er ikke så charmerende, men sådan har jeg det altså. Når jeg læser om bornholmer-pædofili-sagen eller ser Breiviks smilende fjæs. Så bliver jeg sgu sur, primitiv og hadefuld. Og synes egentlig, det ville være rimeligt, hvis det var dem, vi futtede af i morgen.

Hvis man nu, i al forsigtighed, kunne brænde sit had af og sætte dét ansigt på heksene, man nu har behov for i morgen, så er det ligesom overstået, og man kan fortsætte med at være flink og smilende og ville alle det bedste og så’n. En sjælden gang imellem kan man bare ikke leve op til det. Når verden er for urimelig, når nogen lider for meget, når de forkerte betaler regningen, og når forstyrrede mennesker får lov at sætte dagsordenen og overskrifterne. Man har lyst til at ignorere dem. Eller også har man lyst til at brænde dem af.
 
Og hvem ville synes, det var urimeligt, egentlig?
Der findes jo bare de få undtagelser, hændelser og mareridt, der gør, at man egenhændigt er frisk på at genindføre dødsstraf, stening og … hekseafbrændinger. Når man bliver så bange, at man kommer til at hade. Det er på en eller anden måde også langt nemmere end at prøve at forstå dem.
”Han var sådan en dejlig dreng”, siger Breiviks mor om sønnike. Det er muligt, men virkelig – virkelig - svært at forstå. I dag er det sidste dag i den ti uger lange retssag manden, der dræbte 77 uskyldige mennesker i fredelige Norge. Hvordan gør man lige dét regnskab op? Og er det bare benzin på bålet at hige efter en eller anden form for fuldstændig urealistisk retfærdighed, der døde sammen med alle ofrene. Eller er det ok at smide ham på skaftet, stryge tændstikken og sende ham lige lukt til Bloksbjerg … eller helvede. Bare i tankerne?