Da jeg var barn, var livet, i mine øjne, så godt som slut, når man rundede de 40. Ja, hvis ikke det var forbi længe inden da. Sjovt, som tingene udviskes med alderen, og man hører sig selv sige sætninger som: ”Ej, ved I nu hvad, piger - man har da lige præcis den alder, man er …” en sætning, der er ret så brugt, når folk fylder rundt – og der ikke kun er 30 lys i kagen længere. Og så nikker vi alle sammen og smiler og siger dét med, at hver alder jo også har sin charme, og fyrrene er de nye tredivere og alt det der. Skååål i Cava og forventninger!

Men havde jeg vidst, hvor meget spark der er på livet omkring de 40, havde jeg nok sparet lidt energi sammen. Og nogle penge. For når jeg selv når dertil lige om lidt, kan jeg forstå på det hele, at der virkelig er – ja, lad mig sige – knald på i dén alder. Hele vejen rundt. Også hos de satte, lykkeligt gifte, der rejser jorden rundt med mand og børn eller bare bygger udestue eller holder gode fester, går i swingerklub, slapper af, løber marathon, tager uddannelser, orlov – eller bare på. Og ikke mindst (!) hos singlepigerne, der enten er blevet forladt eller har forladt, eller som bare ikke har fundet den rigtige endnu. Og det er under alle omstændigheder ikke ret kedeligt at være tilskuer til liv, der er halvvejs levet…

Nogen har friheden i deres forhold. Andre har indhentet den i singlelivet. De bruger den ret forskelligt. Nogen hader den, kvæles nærmest i den, længes, selvudvikler, forbereder, mærker efter, leder efter trygheden og tynges af ensomheden. Andre kan ikke få nok af den friske luft og de nye muligheder, har for længst lagt selvudviklingsbøgerne på hylden og gør i øvrigt nærmest det modsatte af, hvad mere eller mindre brugbare bøgers forfatterinder medsøsterligt – og i bedste mening – forsøger at råde dem til.  De er altså svære at følge med. Man skal virkelig ha’ det alvorligt lange ben foran for bare at kunne hænge i med det absolut yderste af neglene. Jeg kender én af dem.

Du milde kustode, hun får noget fra hånden i weekenderne, dét pigebarn. Lagde hun samme energi i sit arbejde eller i træningen, blev hun øjeblikket forfremmet til chef og fik Wild Cart til sommerens OL. Hun har da også nærmest svært at få smilet af fjæset og benene samlet igen. Og hvorfor sku’ hun egentlig også dét? Hendes fyrrere er på ingen som helst måde de nye tredivere, for dengang havde hun bittesmå børn, 1000 pligter, poser under øjnene, Kvickly-poser i begge hænder, gylp på kjolen, lister på køleskabet og travlt med at bage boller og være husmoderlig. Nu, hvor hun er alene noget af tiden, kan hun gøre, hvad hun vil.

Og det gør hun så. Sætter streger for hver erobring (og dét er ikke så få!), viser billeder (jo, jo), mens hun ikke det mindste rødkindet beretter detaljeret over eftermiddagskaffen omkring nattens udskejelser og om langt om længe ikke at få for lidt mere! Dét er der vist for resten ikke så mange omkring de fyrre – eller mere - der får. For lidt. For hold nu kæft, hvor snakker ’de’ meget om sex. Havde man forestillet sig sin egen mor med de beskidte tanker, da man var barn, havde man jo ikke overlevet skammen. Men det er åbenbart kommet for at blive, det dér sex. Og det virker som om, at det i hvert fald ikke nødvendigvis er kvindens skyld, hvis lagengymnastikken halter lidt derhjemme.

Og hurra for dét. Og længe leve dét faktum, at vi sgu selv bestemmer, hvad vi vil bruge vores tid, frihed – eller mangel på samme – på. Tillykke, hvis du er lykkeligt gift med din soulmate og nyder ham, hende, kærligheden og kroppe. Det er da fantastisk. Tip-top, hvis du smutter alene i sommerhus igen for at cleare tankerne, læse bøger og mærke efter. Og hip-hip, hvis du får besøg af din elsker (eller bare én af dem) i aften, eller gør bylivet usikkert for alle mandspersoner mellem 25 og 50 i weekenden. Det hele koster jo. Både friheden, ensomheden, tosomheden, liderligheden og kærligheden. Så Enjoy for pokker da the ride. Lige meget hvad. Og betal prisen. Det er sikkert dét værd.

 





Fik du læst ”Med livet som indstats”?

Mød Billy Cross her!


Shop igennem! Klik her!

Hvordan bli’r din weekend? Se, hvad stjernerne siger!






Aller Media A/S © 2013 - www.aller.dk