Jeg faldt lige over en genudsendelse af et festligt program, der vist hedder ”Hjælp, min kone er skidesur”. Hvis jeg ikke allerede var det, så blev jeg det da efter fem minutters tv-kiggeri, hvor mænd og kvinder noget så fint blev placeret i irriterende kasser af mere eller mindre interessante mænd, der fortalte deres historier om de skidesure kvinder. Vi kvinder forstår simpelthen ikke, at mænd bare så gerne vil se fodbold med gutterne om søndagen i stedet for at besøge svigermor eller passe børn, fx. Jamen, det sku’ du da ha’ tænkt på, inden du gjorde konen med rogn, fister. Nogen skal jo for pokker passe afkommet, selv om søndagen.

Og jo jo, bare rolig, jeg fangede såmænd godt ironien og alt det der, og programmet var sådan set ganske underholdende. Det satte alligevel mit pis i kog.  For jeg kender simpelthen ikke de kvinder, de taler om. Jeg kender sådan set heller ikke mændene. Jeg ku’ da godt af og til (ej, det’ løgn, men det lyder meget godt!) ønske mig tilbage til dengang, far var knægt, og kvinder var rigtige kvinder og lavede mad og passede børn, og mændene tjente pengene, og alle var glade. Eller mændene var i hvert fald. Så langt, så godt. Nu vil de bare gerne ha’ lidt frihed, kan jeg forstå. Til at køre motorcykel, se fodbold med drengene eller noget andet ’mandeagtigt’. Jamen, så kom dog af sted, mand. Hvad fanden venter I på? Jeg kender ikke mange kvinder, der har det altafgørende ord ift. hvad deres mænd må og ikke må. Og jeg får da svedeture før tid alene ved tanken. Ligesom det er grænseløst irriterende, når vi propper hinanden i åndssvage kasser, ingen passer ned i.

De fleste mænd jeg kender, tror nærmest stadigvæk, Preben Elkjær brillerer på landsholdet. Mine veninder, til gengæld, kan du finde med en dåseøl i hånden og hjertet oppe i halsen til enhver sportslig begivenhed. Altså, lige bortset fra hende, der synes, vores gamle danske tennisstjerne, John Borg, egentlig var ret god. En del af de andre kender samtlige resultater i sejladser, Champions League-halløj, og hvad de nu ellers kalder det. Det er simpelthen ikke alle kvinder, der synes, det allersjoveste i hele verden er KUN at bage boller og gøre rent og sætte blomster i vaser og passe børn. Hele tiden. Vi vil sgu også gerne ræse af sted på motorcykel, opleve verden, danse på bordene og snakke med ’gutterne’. Det er da en underlig ting, at den dér drengerøvs-ting bliver omtalt som en død og kridte-nødvendig del af en mands liv. Tillykke, men skal vi andre så være 68-årige ansvarsfulde, småsure kællinger imens, eller er det ok, at vi også bare i ny og næ er små, unge piger, der gerne vil gi’ den gas på vores måde? Så vi ikke ender med den opdeling, vi husker fra vores barndom, hvor kvinder lavede maden og ryddede væk, og mændene sad og drag cognac og røg cigarer og spillede kort. Allerede dengang vidste jeg såmænd godt, hvor jeg hørte til. Og cognac’en er ikke blevet ringere med årene.

I mit barndomshjem fik min far den største bøf, fik lov at sove længe og fik af og til kaffen serveret. I mine bedsteforældres hjem var det endnu værre. Hør nu, kære mænd: Vi vil sgu egentlig gerne selv ha’ en kop med! Vi vil også gerne lave den til jer og runde op med et blowjob inden bolognesen og boblerne. Men ved I hvad? Vi har simpelthen ikke tid. Vi skal nemlig være med til at tjene de penge dér. Mens vi – og ja, jeg ved godt, der er masser af mænd, der laver mad og passer børn – stadigvæk skal klare rengøringen, vaske tøjet, huske mødet i børnehaven og ringe til skortstensfejeren. Rundstyk’, men sådan ser det altså stadigvæk ud i de fleste hjem. Så skyd mig dog, men sådan er det altså.

”Jeg var meget mere impulsiv, inden jeg fik børn," siger den fårede mand i programmet. Det er simpelthen løgn! Vildt nok. ”Jeg havde mere tid til sport, inden jeg fik børn,” fortsætter han gud hjælpe mig. Nå. Jeg havde utrolig højtsiddende bryster, stramt maveskind og hovedet fuld af gode idéer, inden jeg fik børn. De første to ting får jeg aldrig igen, men at mændene skulle være forhindret i at smutte i kajakklubben eller pudse krabaten i garagen, begriber jeg ikke. Og det er åbenbart ikke det eneste jern, der pudses, kan jeg forstå. De får nemlig for lidt, de stakkels mænd. Det harmonerer nu ikke rigtigt med min egen lille undersøgelse, hvor det sgu er de voksne, hotte kvindfolk, der får alt, alt får lidt. Kære mænd, I har sgu ikke patent på sexlysten, vel? Og det ved I nok også godt.
”Engang stod hun bare klar i frækt undertøj, da jeg kom hjem fra arbejde efter en hård dag.” Ja, lille skat. Og engang havde du fem kilo mindre på maven, pebermynteånde, blomster i baghånden og champagne på køl … efter du havde klippet hækken. Og huskede, at ethvert godt forspil starter med, at du tømmer opvaskemaskinen.

Bevares, I skal da også selvudvikle og kræve jeres ret, og jeg hylder ved gud idéen om den rigtige mand og den rigtige kvinde – og hurra for den lille forskel, hvad det så efterhånden er, men er det ikke lidt som om, det hele er blevet mig en kende udkogt? Udkogte klichéer, endda. De smager ikke af mere. Og vi kan jo simpelthen ikke skrue tiden halvtreds år eller mere tilbage, så alting bliver så sødt som i gamle dage. Det er nok noget sjovere at danse tango end at æde kompromis-kager, og måske er det ikke heller ikke nødvendigt altid at diskutere, hvem der har mest slik i skålen. Aner det ikke. Jeg ligger ved den søde grød ikke inde med opskriften. Men jeg har nu alligevel tænk mig at æde dét, der ligger i min skål. Og lidt til. Jeg skal bare lige tømme opvaskeren først …

Flere klummer?

”Grib eventyret – det er aldrig for sent!”

… eller ”Det’ så dansk, at det næsten gør ondt!”

Tjek Shoppen her!