Dig og mig og Hans og Kaj!
Hvor mange elskere kan man tillade sig at have på samme tid? Og er det i orden, at ens mand har 2 andre koner ved siden af? Det spørger Pernille Aalund om i denne uges klumme ... om kærlighedens veje og vildveje.
onsdag 12.9.2012 15:09
- Af Pernille Aalund, foto: Thomas Fryd
Jeg har ingen regler, ingen fastlåst opfattelse af, hvordan 2 mennesker skal leve sammen, eller om det er nok at være ’to’ - måske hedder konstellationen 3 eller flere? Men jeg har stærke meninger om løgne og forventningsafstemninger, og i alle relationer er der en forestilling og en forventning. Hvis alt foregår ærligt, i kærlighed og uden tvang, så lad dog folk elske, som de har lyst med hvem, de har lyst og lige så tit, de har lyst.
Helle lever sammen med Lars og Per: Lars var ægtemand, Per elskeren, og til sidst var der for meget ’frem og tilbage’ på alle måder – så de 3 valgte at flytte sammen. De to mænd har ingen seksuel relation, men deles flittigt om Helle (heldige Helle!), og så får de sig ellers en håndbajer på køkkenbordet i ny og næ som venner. Helle har børn med dem begge.
For nyligt skrev en kvinde til mig og fortalte om hvordan hendes mand pludselig havde taget en kone nummer 2. På det tidspunkt boede de i udlandet, og hun valgte at acceptere vilkårene. De er stadig gift, og der kom et barn ud af ægteskabet med netop kone nummer 2, selvom lige præcis dette sidste ægteskab ikke holdt i længden. I dag er hun stadig lykkelig gift på tyvende år med sin elskede, og der er ikke kommet flere koner til siden sidst.
En af mine mandevenner har netop besluttet sig for, at NU er tiden kommet til et parforhold efter årevis med bunker af kvinder og sexklubber – han er en livlig størrelse på mange måde, men også en fantastisk kunstner og et dybt menneske. Han var bare først parat til et liv som monogam, da han kom op i 40’erne. Og så er der veninden, som mener, at intet under 10 elskere i porteføljen ville være tilfredsstillende nok. Ikke af hensyn til ’mængden’ – det er mere variationen, HUN hentyder til: ”Hvordan ved man egentlig hvad man har lyst til? Og de er jo ikke leveringsdygtige i det samme, vel?” Hun synes, jeg er for stramtandet og kræsen.. jeg tænker, hun lever lidt som i stueetagen på Illum, hvor svingdørene under et udsalg sætter dagsordnen for kundestrømmen.
MEN, jeg dømmer ingen. Jeg lytter og lærer hele tiden. . Til gengæld har jeg indenfor kort tid oplevet ikke en, men flere, veninder (og en enkelt mand), som er blevet bedraget bevidst over en længere årrække: .. søde ord i soveværelset, kærlighedsferier, forlovelser og eet stort bryllup – hvor ægtemanden i øvrigt fik et blowjob på bryllupsnatten af en ekskæreste, der var mødt op sammen en gammel kammerat. Hvordan tilgiver man så lige den? Eller at den elskede har bunker af kvinder kørende ved siden af på FB, og derudover lige en gang imellem får sig ’en tur’ på en udvalgt for afvekslingens skyld, ”Det betyder jo ikke noget – det er bare sex”. Intet er bare sex, og alt hvad der ikke er aftalt eller afklaret ligger som et ufint loyalitetsbrud. Det er kun vatpikke og gulvkusser med lavt selvværd og ringe værdigrundlag, der ikke kan håndtere bekræftelsesdynamoen. Sex er et ’drug’, der skal administreres, og intet menneske kan kalde sig dybt lykkelig og mæt på alle plan af et enkeltstående knald, hvorfor sætte alt over styr for et fix. Det er dumt, uværdigt, respektløst og afstumpet. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.
Til gengæld forstår jeg Helle, Lars og Per! De har valgt en måde at leve på som fungerer for dem. Den er valgt i kærlighed og talt igennem. Jeg tror ikke selv på et helt liv UDEN nogensinde at skulle blive forelsket i en anden, have lyst til sex med andre – være eventyrlysten eller oplevelsessyg. Jeg har selv i tidligere forhold givet mine mænd lov til at rumstere lidt rundt, forudsat at de var ærlige omkring det og ville være villige til at give mig den samme mulighed, hvis behovet en dag skulle opstå. Jeg havde ingen ’ejer’trang, men forventede en ærlighedspligt/kærlighedspligt og den respekt, der fulgte med.
MEN, fri mig fra løgn, ydmygelse, forkastelse, kulde og tavshed. Jeg vil kun livet og kun det bedste for dem, jeg elsker OG forventer det samme til gengæld. Så.. hold pikken i bukserne eller nederdelen i knæhøjde, med mindre du har en klar aftale med din kæreste/ægtefælle om betingelserne, og det er en del af den kontrakt, I har lavet.. Alt har en konsekvens! Og husk så lige, at kærligheden kommer i alle nuancer og størrelser. At ingen har patent på sandheden, og at et rendyrket, monogamt ægteskab kan være lige så katastrofalt som det skrækscenarie, du forestiller, dig det kunne være, hvis du pludselig skulle dele din kære med en anden.
Læs sidste ugens klumme: ”Hvilken verden vælger du?”
”Kom ind i (knibe)kampen!”
Tjek Shoppens lækre tøj fra The Wardrobe! Lige nu er der penge at spare!
Horoskoper? De er lige her!