Sad med Politiken i weekenden og læste om en bemærkelsesværdig kvinde.. tankerne flød og med dem en fornemmelse af, at historien bare gentager sig igen og igen.

I 1903 modtog Marie Curie, som den første kvinde nogensinde, Nobelprisen. I 1911 fik hun den endnu en gang. Det var aldrig sket før, at prisen blev givet to gange til samme person og det endda indenfor to forskellige videnskaber. Men i sidste tilfælde var det ikke uden kamp: Marie var ikke bare forsker, men også ”kvinde” – mor, hustru og elskerinde.

Det havde ikke været let for Marie at realisere drømmen om et liv som forsker: bekæmpe trængslerne frem mod målet under pauvre forhold i en mandsdomineret verden. Historierne er mange. Alligevel satte nobelpris komitéen spørgsmålstegn i forbindelse med den sidste pris og forsøgte at trække den tilbage, da en større skandale i pressen afslørede, at Madame Curie (som hun blev kaldt), der nu var enke, havde et kærlighedsforhold til en gift naturvidenskabsmand.
Marie anførte, at hun ville tildeles prisen for sine opdagelser og ikke sit privatliv. Det gjorde en forskel og prisen blev givet.. Men de havde vaklet og det var nok.

Susanne Bier udtalte forleden i et interview, at noget af det, hun frygtede mest af alt, er kvinder i flok. Sådan har jeg det også.. Men ved nu af erfaring, at der også findes møgkællinger blandt det maskuline køn. Sladrende, nedrige mennesker, der finder glæde og fællesskab i at trække andre ned i sølet. I filmen 'Hungergame', hvor verden i en nær fremtid hvert år samles ved storskærmene for at opleve det ultimative reality program: En række unge, der sendes af sted på mission mord og overlevelse. Der er kun én vinder: den, der klarer strabadserne.

Det er død og ødelæggelse som rendyrket underholdning. På et tidspunkt diskuterer to af hovedpersonerne præmisserne for det horrible set-up og når frem til den konklusion, at hvis nu verden lod være med at se programmet - så ville det miste sin berettigelse og dermed ville der ikke være belæg for at sende unge mennesker i døden, under tvang , for åben skærm. Men desværre, verden glor med og lorten flyder i glidende strøm.. Mod os selv - i sidste ende.

Det er os - dig og mig - der vælger og sætter dagsordenen for det samfund, vi lever i. Vi vælger, hvad vi vil se, høre, læse og være vidne til. Vi vælger hver dag med vores handlinger, hvilken verden vi vil være en del af. Madame Curie fik sin nobelpris, men kun på et hængende hår. En presseskabt skandale ændrede en omverdens opfattelse af hende og det fik en nobelpris komite til at bæve.

Men har vi lært af fortiden..??? Næ, gu fanden har vi ej. Mennesker, der gør et strålende stykke arbejde for vores land, en indsats for andre mennesker, skaber debat, diskussion og bidrager til vores mangfoldighed skal bare træde ved siden af i sekunder for at blive hængt i den nærmeste galge, mens der klappes lystigt på alle rækker.

Som årene går tegner der sig et klart mønster.. Brokkerøvene, de bagtalende, bagstræberiske svinehunde har sjældent selv bidraget med noget stort andet end netop at bidrage til svineriet. Måske går de glade i seng med følelsen af ikke at være helt så mislykkede, nu når dem, der normalt er genstand for respekt og beundring, selv ruller rundt i mudderet.

Tænk over dette.. Næste gang du oplever et menneske, der hælder skidt ud af munden om et andet menneske.. Har denne person SELV bidraget med noget unikt? Har han/hun flyttet os til et højere niveau, skrevet sig ind i historiebøgerne, bidraget til verdensfreden, ny vækst, grænseløs kærlighed, opofrelse? Næ.. vel? Hvem er det, der sidder overfor dig som repræsentant for bitterhed og galde?

Jeg elsker grovkornet satire, en spids pen og sort humor som en del af vores kultur og som et værn mod selvhøjtideligheden. Men jeg hader, når begavet revselse bliver erstattet af moraliserende, bedrevidende ævl og nedgørelse. Foragter, når små mennesker løfter sig til nye højder ved at træde andre i synet.

Madame Curie trådte datidens moral i synet alene ved at bryde den gængse opfattelse af, hvordan man bør ”opføre” sig. Død over middelmådigheden og tag så ellers et smut ned i den lokale boghandel, for hér finder du historien om en enestående kvindes enestående liv - på trods af alt!

Stig Dalager: Det blå lys.
En roman om Marie Curie, Lindhardt og Ringhoff


Fra vaniljesex til rå dominans!" - Læs også Pernilles klumme fra sidste uge

Eller hvad med Lonnie Kjers "Ikke ét ord mere om spelt"

Læs også Carl-Mar Møllers bud på, hvorfor kvinder mister sexlysten