”I år holder vi gavebudgettet nede,” har min mor sagt i mindst 30 år, når min fødselsdag eller julen nærmer sig. Det harmonerer altid utrolig dårligt med min ønskeseddel med alle de ting, man bør ha’, når man er blevet sådan en slags rigtig voksen. Og så minder det mig – igen - om forskellen på generationer … mine forældre og især bedsteforældregenerationen, der – og jeg ved det godt – er fra en anden tid, hvor man altså ikke bare ku’ tillade sig at ødsle. Så det gjorde de ikke. De spiste op. De sparede. Og de sparede op. Så da de døde, manglede der i hvert fald ikke noget.

Hos min mormor måtte man gerne lige tisse af hjemmefra, inden man kom på besøg. Der er jo intet i denne verden, der er gratis, skal vi huske. Hun begik den slemme fejl at komme til at se morgen tv, som netop havde fortalt, at det faktisk koster lidt, når man trækker ud. Tænk lige lidt over det. Hun vaskede op i regnvand, brugte aldrig den fancy og dyre vaskemaskine og selvfølgelig slet ikke opvaskemaskinen. Hun spiste hver en krumme og ville hellere kaste op end smide ud. Jeg glemmer aldrig hendes halve lagkage (hvorfor dog pynte en hel?), hendes ostebord (en kvart Havarti) eller hendes nyeste tøj, som havde mindst 25 år på bagen. Og badekarret, der ikke blev brugt en eneste gang.

Jeg glemmer heller aldrig, når den gamle dame kom gående med en bakke, hun dårligt kunne slæbe, fordi hun skulle bære adskillige flasker fra Tyskland og smøger fra Polen (stærke og billige). Hvad der er sparet, er tjent. Og der manglede aldrig noget. Det sku da lige være tøjet, smykkerne, rejserne, oplevelserne og maden til hende selv. Og pludselig stoppede livet, og knaldhytten stod, som havde den aldrig været brugt, selvom hun havde boet der, siden klør konge - eller i hvert fald hans søn - var knægt. Der er forskel på nærighed og mådehold. Min mormor var det sidste, og det gælder sikkert de fleste fra dén tid. De ville nok vende sig i graven, hvis de så, hvordan vi bruger penge.

For ja, vi er nok mange, der - med deres øjne - er ødsle. Og så midt i en krisetid. Og uden at bo i Grækenland eller Spanien eller ha’ været med under krigen. Undskyld. Og jeg ved det, jeg ved det. De havde da på mange måder fat i den lange ende. Vi burde alle skippe gaveræset, madspildet, de prangende ’tillykke med de 40-gaver’ og alle de smukke buketter. Vi burde gi’ pengene til dem, der trænger. Og bare nyde selskabet ... ja, i disse tider burde vi vel bare sidde derhjemme med et dejligt glas gåsevin og hygge med en god sniksnak. Mens vi venter. På opsvinget? På nedturen? På Godot?

Men der findes vel også en lille station mellem totalt mådehold og uklog ødselhed? Der vil jeg gerne holde lidt. For jeg stopper mine strømper, også dem af nylon. Klipper fødderne af, når det ikke længere er muligt at stoppe længere. Sparer på underlige ting som el og toiletpapir (?) og tager kun korte bade. Fordi jeg kan se min mormors stramme mine for mig. Og fordi jeg så bedre kan forsvare den dyre flaske vin, øko-kødet eller den latterligt dyre latte på caféen.

Tænk, hvis det er meningen, at vi faktisk skal i sving med at bruge penge for at komme ud af krisen. Ja, for dét synes jeg da, de insinuerede i Nyhederne, og på mange måder passer det fint ind i mit program. Eller i vores. Og til vores tid! For vi er en del, der gerne vil bruge den opvaskemaskine. Og – bare af og til - badekarret. Som ikke kan eller vil spare alle steder. Som ikke arbejdede i marken som seks-årig eller hader tyskerne, fordi de stjal vores ungdom. Som pynter en hel lagkage, køber spanske oste og lidt for dyr rødvin og alligevel husker at svinge sparekniven her og der. Og holde gavebudgettet nede.  En slags mådehold er det vel. Bare med måde …

Læs Pernille Aalunds klumme  - ”Ærlighed koster!”


Er du ”40, fed og grædefærdig?”

Her kan du i hvert fald spare! Halv pris på disse sko i Shoppen!


Her er horoskoperne!