Der var en gang, hvor der var masser af dem … kvinderne med instrumenterne. Ført an af Anne Linnet og hendes musikalske medsøstre spillede de - og udannede sig - på lige fod med deres maskuline, musikalske medmusikanter. Var på plakaten til store musikarrangementer, side om side med mændene. Bombarderede hitlisterne og solgte masser af plader.
Sådan spiller klaveret ikke længere. Populærmusikken stinker af sex, drugs & rock’n’roll – eller i hvert fald af mand. For kvinderne er der ikke rigtig længere. Ikke dem på instrumenterne, i hvert fald. Eller på musikkonservatorierne. De er reduceret til kransekagefigurer på det maskuline kagebord. Ligesom de er så godt som ikke eksisterende i den del af musikbranchen, der er bagved musikken – på bookingbureauer, pladeselskaber og på spillestederne. Det hele står sort på hvidt en rapport om kønsbalancen i rytmisk musik.

Og hva’ så? Har tiderne ikke bare ændret sig og givet kvinder muligheder, der er sjovere end et rakkerliv i en tourbus til et underbetalt job på Viborg-egnen, hvor ingen alligevel gider – eller har råd – til at betale for at dyrke livemusikken. Hvor barselsorlov, feriepenge, sygedage og sikkerhed er et dårligt omkvæd fra de varme lande. Hvor kvinderne måske bare ikke er dygtige nok eller ikke kan li’ lugten i bageriet … eller i øvelokalet? Så er det overhovedet et problem, at pop- rock- og jazzmusikken domineres af mænd? Ikke for mine mandlige musik-kolleger på facebook, i hvert fald. Når bare antydningen af en nødvendig ligestillingsdebat nærmer, bliver de meget … maskuline. På en ikke gennemført top-charmerende facon.
Og jeg bliver så rystet, at jeg – næsten – mister mælet.  

For de synes, det er komplet latterligt overhovedet at bruge en femøre på at undersøge skævvridningen i den danske musikbranche. I lange tråde bekræfter de hinanden i, hvor uinteressant det er, at kvinderne er flygtet (eller skubbet?) væk fra musikken. Og de håbe- og talentfulde mænd skal da også endelig blive ved med at spise roooock til morgenmad og spille musik, til fingrene falder af. Men nu handler det ikke KUN om at stå på scenen og fyre den af. Langt fra, faktisk. For dér, bagved musikken, sidder halvgamle mænd og beslutter, hvad vi alle sammen skal høre i radioen, hvem der skal spille på festivalerne, hvem der må få støttekronerne – og hvem, der må peges og prikkes ind i bestyrelsen næste gang. Sådan er det blevet … som dårlige vaner sætter sig fast og bliver svære at vriste sig ud af. Det er derfor, vi skal finde en fælles form for kammertone, så vi kan få en ordentlig debat i gang. Det sker nu nok ikke …

For vi dør lidt af skræk, så snart det lugter bare lidt af, at ét af kønnene har ’for meget slik i skålen’. Man tør dårligt nok kommentere en håbløs fb-tråd. Som kvinde – og når det handler om ligestilling. Vi er hamrende bange for at fremstå som langpattede feminister med hår under armene, der ’bare synes, det er for dååååårligt’ og vil lege med på scenerne for enhver pris. Men når der brugt tid og penge på at udarbejde en rapport, er det, fordi der er vigtigere ting end dét. Det er vigtigere, at når der ikke længere er kvinder nok i musikbranchen, er der ikke længere rollemodeller, og så er der ingen kvindelige undervisere til vores børn. Dét er ikke godt nok. Det gør dansk musikliv fattigere, og VI gør vores børn en bjørnetjeneste. For de – børnene – skal selvfølgelig vide, at de kan blive til hvad som helst, uanset køn. Fra biolog til bassist.

”Ja, men vi vil da vælges på grund af vores kvalifikationer,” lyder fra venstre til højre og tilbage igen. Ja, gu’ vil vi da så. Men det er og bliver en grundpræmis i demokratiet, at både kvinder og mænd ses, høres og er synlige i det offentlige rum. Så vi vil høre kvindernes historier. Også de musikalske. Fordi vi er halvdelen! Vi vil se de kvindelige eksperter citeret i medierne. Men vi vil sgu da også se mandlige pædagoger og sygeplejersker. Fordi vi gør tingene forskelligt, vi ser tingene forskelligt, vi vinkler tingene forskelligt - og hurra for dét. Derfor gi'r det mening at kønskvotere ... og nix,  ikke et ord om rødstrømperi. Det handler om ligestilling. Med push up-bh, glatte armhuler og på høje hæle. Hvis det er det, man vil.

Lyt til din nye køresang

 ”Juhu! Randi Laubek er tilbage!”

Læs om filmen, du godt vil se!

Smut forbi Shoppen!