”Åh, jeg må ha’ medicin, medicin, medicin med det samme” ... den gamle revyvise gi’r ekko i mit hoved, og vidunderlige Grethe Sønck og jeg synger (endelig) duet, når jeg skiftevis drømmer om beroligende eller opkvikkende vidundermidler for at holde skuden henholdsvis kørende eller sovende. Alt andet end synkende! Så jeg kan få mest muligt ud af tiden, være top-effektiv, ’få nowet fra hånden’, som vi si’r i familien, som var det noget af det smukkeste i verden at få. Nowet fra hånden. Dét er det, fordi  ’der bare ikke er noget bedre end at hvile ud efter veludført gerning,’  har min mormor nu altid sagt. Men dér er det så, man lige skal huske at hvile ud efter den gerning. Og gribe det dersens liv. Ellers bliver det hele jo én lang veludført gerning, der ender med et dybt suk og to lukkede øjne af dén slags, man godt lige gider vente en 40-50 år med overhovedet at overveje at spekulere i – præcis i det øjeblik, du liiige sku’ til at carpe dét diem. Det går ikke. Vi er flere, der må ned i tempo.

Men hvor gemmer den sig, kalenderen, der indeholder plads til mere end begejstring. Ja, faktisk bare plads. Ledige stunder. Frikvarter. ”Send flere pauser …” for vi har godt nok travlt! Har ikke engang tid til ferier og fester, gode middage og lange samtaler. Dårligt nok tid til at komme fra A til B. Og slet ikke tid til (flere) bøger om selvudvikling og stress og spisevaner og ’Find din passion på fire uger’. Jeg kender ellers én, der netop har genoptaget bogen om passionen, fordi hun – i første omgang, i hvert fald – ikke lige havde fundet den. Egentlig sjovt, ikke? For jo, det er da muligt, man kan finde passionen dér, men hvor mange passioner ku’ man ikke lige nå at finde ude i den virkelige verden, mens man – for anden gang – brugte tiden på at læse en (andens) opskrift på lykken?  Nu har jeg sådan set fundet min passion (på fire ÅR ...mindst!), men overskuddet leder jeg stadigvæk efter. Så hvis nogen skriver’ Find dit overskud på fire uger’, er jeg den, der er spænet til boghandlen. Så ku’ man i tilgift måske lære at være i nuet. Og ikke bekymre sig om fremtiden, selvom der da er en hel del at bekymre sig om constance, som de unge si’r.

Økonomien, fx. Det er og bli’r bare nemmere at være helt rolig og sætte sin lid til universets kræfter og karmaloven, når man har kisten fuld af guld. Eller bare tal i andre farver end den efterhånden kedsommelige røde slags. Det er også bare en anelse sjovere at elske sit arbejde og glæde sig helt sindssygt til på mandag, når man endelig, ENDELIG skal på arbejde igen, hvis man har haft tid til at holde weekend. Eller holde weekend, når man har et arbejde at holde weekend fra. Eller ha’ alene-aften, når man HAR en kæreste, man elsker, i baghånden. Og flette fingre, når man - også – har friheden til at flette sig ud et par timer. Lissom det er en smule mere velfortjent at køre flødesovsen og sjusserne ned, når man har lige har snuppet de ti kilometer på Fælleden … ikke at det sidste nogensinde er sket for mig, men der er altså folk, der har rygraden til den slags. Dem taler jeg naturligvis ikke med.

Men jeg snakker med mig selv, snakker med mig selv, taler til mit bedre jeg og alt det der.
Og overvejer, om det måske bare er alle de modsætninger, der gør, at man ikke bare kan gribe livet uden også at tabe det lidt. Du kan ikke være med hele vejen rundt og hele tiden. Livet kommer lidt i vejen! Børnene, mændene, cheferne, a-kassen, det forpulede vejr (!), X-factor, Faderhuset, Villy Søvndal, dig selv. Nogen af dem gi’r os ro, andre det stik modsatte. Lidt ligesom medicinen.
”Åh, jeg må ha’ …”
Go’ weekend og carpe diem! Hurtigt!


”Hvilken verden vælger du?”

”Ikke ét ord mere om spelt!”

Sweatshirt fra The Wardrobe! Se her!

Dén ska’ du da ha’ … tjek Shoppens neglelak!