Jeg så et dating program på TV3 sammen med min datter forleden aften. Så helt unge mennesker vælge en partner baseret på størrelsen af en røv, et par bryster, en overkrop.. med eller uden tatoveringer.

Min datter lå med en hovedpude over ansigtet, når det blev for pinligt. Jeg lå ved siden af hende - også med en hovedpude over hovedet.. for det VAR pinligt. Meget lidt konsekvensberegning. Hele det visuelle udtryk som den mest dominerende faktor. "Jeg falder for et frækt smil og en lækker krop".

Senere samme nat så jeg en film, hvor omdrejningspunktet var et par, der i årevis havde været de bedste venner. Nu havde han pludselig efter 2-3 ugers succesfuldt knalderi valgt at gifte sig med sin nye 'bollesmølf' (et udtryk, jeg har lært af en af mine mandevenner!! )
Vores kvindelige hovedperson KÆMPER med de kvaler, der er forbundet med at være vidne til at ens livs kærlighed pludselig vælger en anden livsledsager, når man nu selv føler man ER livsledsageren... fælles værdier, interesser, god kemi og en hel, hel masse nærvær.

I et øjebliks opdæmmet lidenskab udbryder hun rasende: ”Det er muligt, at I har fantastisk sex, men hvad med den dag, hvor hun pludselig skal have skiftet hoften og du er på viagra på tredie år i træk? Hvad er der så tilbage?”
Han bliver selvfølgelig rasende.. lidenskab gør blind og hormonerne taler deres helt eget sprog. Han vælger det, som han føler, er bedst i situationen, og det er jo også i sig selv smukt. Men desværre også en af årsagerne til, at det samme scenarie gentager sig igen og igen.

Vi vælger ofte vores partnere baseret på en kort rus. Et erotisk favntag, baseret på en lidenskab. - Magisk og på grænsen til det ukontrollable ... Men hvor længe holder betagelsen?
Hvad gør man, når den sidste pille er taget, når alle 'stillinger' er prøvet? Når selv den mest beskidte fantasi er efterlevet og fundet let? Hvad er der så tilbage? Hvem vil du opleve Marcuskirken med, holde i hånd ved Trevi Fontænen, bade med på Island, kysse med i London.

Hvem vil du dø for og hvem vil du leve med?

Vi er et levn fra svundne tider; dybest set ønsker vi det hele.. den frækkeste sex, den dybeste kærlighed og det altopslugende liv!

Rigtig mange kvinder (og mænd) har skrevet en historie om sit eget liv. Vi begynder allerede med de første kapitler som børn; i teenageårene er halvdelen af bogen som regel på plads. Der finjusteres (stadig på forkert grundlag!) i 20'erne og for mange – ja, så er der sjældent overladt ret meget til skæbnen, når man er omkring de 30!
Ord som ’aldrig’ og ’altid’ er fremherskende, vi mener at vide bedst, hvad andre bør gøre, og med et hurtigt røntgenblik kategoriserer vi andre mennesker, deres valg og livsstil.
Det er historien om hvordan vores kommende mand skal se ud. Hvordan vi skal bo.. børnene og jobbet.

Desværre ender eventyret sjældent med at gå helt i opfyldelse. Det er også helt ok, hvis vi så bare var i stand til at tilpasse historien til den virkelighed, vi står med lige nu. Belært af erfaringerne og klogere på livet generelt. MEN.. ofte holder vi fast i historien.. holder fast i et 'altid' eller et 'aldrig'.. mærker ikke ordentlig efter og spørger IKKE os selv, om de sidste par år af vores liv har været SÅ vidunderlige, at de bare MÅ gentages. Vi vender tilbage til det eventyr, vi har kreeret, parat til en ny runde i manegen … Men denne gang en lille smule mere bitre og indebrændte.

Jeg tror på, at vores 'historie' skal justeres hele vejen gennem livet. At intet er statistisk.. men en konstant, organisk proces. Jeg tror på, at de dybeste oplevelser sjældent handler om krop alene, men om krop OG sjæl. Og hvis man først finder balancen, så vil der folde sig en helt ny tilstand ud.

Det er en fantastisk styrke at kunne skrive en historie om det liv, man gerne vil leve.. at kende sine mål, sine grænser. At have drømme og visioner, der er så vidtrækkende, at man kan lette alene ved tanken.. men match dine drømme med dine inderste behov og vid, at ofte så findes lige præcis dét, du behøver allermest, på steder hvor du allermindst forventer det!


Fik du læst "Ærlighed koster" - Pernilles klumme fra sidste uge?

Eller hvad med Lonnies "Mådehold... på min måde"

Du kunne jo også kaste dig over "Hvor ærligt er dit forhold?"