”Det rammer jo altid naboen,” tænker man i sit stille sind, men man med krydsede fingre og det lange ben foran spæner gennem hverdagen, karrieren, voksenlivet. Det gør det bare ikke. Kræften forplanter sig hos os alle sammen, før eller siden. Også selvom man skulle være så heldig ikke at være den, der er svulstens ejermand. Som metastaser og små kulsorte sataner af celler, der invaderer din krop, dine tanker og dit hjerte. For hold nu kæft, hvor gør det ondt, når man som pårørende ser på én, man elsker, mens vedkommende forfalder, småvisner, mens vi holder humøret højt.

I denne uge er der virkelig blevet skruet op for cancer-snakken. Sendefladen har været fyldt op af sygdommen i ugens løb, og man skulle være en mere end almindelig kold stodder, hvis man ikke har skænket de seje medvirkende i programmerne mere end en enkelt tanke. Dé gør en forskel. Både dem, der overlever, dem der efterlades og dem, der ikke er her længere. Man dør lidt af skræk. For til ’Knæk Cancer’ hører de historier, vi bliver nødt til at forholde os til. Kræft til morgenmad, kræft til eftermiddagskaffen og et skud cancer til at falde i søvn på. I en god sags tjeneste. Av. Sorg med sorg på. Gode, livsbekræftende historier. Statistikker, fakta, behandlinger og muligheder. Opgivende læger, ulykkelige familier, håndklædet i ringen, kirkeklokker, kister i højglans, forvirrede børn og ufattelig seje kærester, koner, mænd. I medgang og modgang. Til døden os skiller. Eller bare canceren.

For nok er det smukt at se den fineste afsked, det stærke sammenhold og – især – de historier, der ender godt, som vi også har brug for. Sådan ender det lykkeligvis for de fleste. Men hvor rørende og stærk ”Mine 100 sidste dage” med cancerramte Theresa og hendes familie end var – så manglede der noget. Det er ikke bare mine ord, men mandens! En del af sandheden forsvandt i hendes historie, som – og dét giver virkelig mening – blev den historie, hun ønskede. Men hvad med ham? Børnene? Deres sorg og skænderier og frustrationer og falden fuldstændig sammen i det rædselskapitel i deres liv, ingen mennesker bare sådan lige kan bære på deres skuldre? Når hendes mand selv efterfølgende udtaler, at der ikke var plads til, at den sidste tid også blev god for ham – ”der er kun plads til én i sådan et forløb" – giver det altså cancer-stof til eftertanke. Man lider med manden gennem hele programmet, ligesom man lider med alle de andre familier. Den unge pige, Majli, der levede med sin fars cancer gennem 12 (tolv!) og med bevidstheden om, at han ”dør lige om lidt”. Og afslutningen, hvor hun siger, at nu har det handlet nok om faderen. Nu havde han fyldt nok.

Sådan må det være, og det er vel derfor, vi kan holde ud at gi’ slip på et tidspunkt. Når nok er nok. For den syge, men sgu også for dem omkring!For cancer fylder. Kemo, piller, hormoner og hensyn. Og døden. For de hårdest ramte er det ikke fremtiden som sådan, der planlægges, men døden. Valg af kister, salmer, blomster og ord. Det er urimeligt. Og ufattelig sejt, at mennesket kan rumme det. Kunne man selv? Måske. Men man kan i hvert fald hanke op i sig selv, kysse lidt ekstra, leve lidt stærkere og kun løbe hurtigere, hvis målet virkelig er meget værd, sådan rigtig noget værd. Dét skylder vi vores nærmeste, og det skylder vi også de 15.000 familier, der hvert år mister én, de elsker.

Og hvis smilene har været lidt anstrengte i denne uge, alvoren har overskygget de høje grin, og lugten i cancer-bageriet har sneget sig helt ind under huden på dig, mig og os alle sammen, er det sikkert godt. For gu’ ka’ vi ej li’ dunsten! Men så kan vi måske komme til lommerne og kaste håndører efter en sag, der rager os alle sammen så meget, at vi må og skal forholde os til den - og knække den. For i morgen ligger vi der måske selv. Og hvis ikke vi gør, gør en mor, en datter, en ven – eller den nabo, der trak kortet i stedet for dig. I denne omgang.

”Med kræften som medpassager” – læs om verdens sejeste Liva!

”Til klovnefest i kemoland!” – de gør en forskel for syge børn!

Knæk Cancer – gi’ et bidrag her!