Jeg kan vel ikke rigtig prale af at være en virkelig god kristen. Som så mange andre danskere begrænser mine kirkebesøg sig til en enkelt gang om året, med mindre der altså er nogen, der ligefrem inviterer mig. Til festlige – eller knapt så festlige - begivenheder. Jeg kan godt li’ begge dele. Den mere alvorlige del af festen holder jeg faktisk ret så meget af. Når det vel at mærke er gamle mennesker, det har taget billetten efter langt og godt liv.  I dét sekund, orgelet bliver rørt for første gang, er jeg klar med Kleenex og mit indre billedgalleri. Rejser, minder, tanker, oplevelser, samtaler og dufte om afdøde vælter ind over mig, og jeg hikster mig igennem hver eneste begravelse, selv når bekendtskabet med vedkommende derinde i kisten har begrænset sig til … bekendtskab.

Og så runder jeg lige op. I Guds eget hus. For når man nu alligevel sidder der, kan man lige så godt få renset ud, få det hele med. Alt, hvad man har været ked af, men ikke fundet ro eller lejlighed til at dyrke eller bare lufte lidt. Der bliver virkelig vandet høns. Og det fede er, at det er ok. Også at sidde og vræle ved siden af én, man måske aldrig har mødt før. Og drikke sherry og spise tørre kiks efterfølgende. Og – hvis man tror på dén slags – hilser på afdøde familiemedlemmer, der ’fuldender’ cirklen, når man går til alters. Smuk tanke, egentlig. Hvis man var åndelig nok til at se det. Og hvis man turde se det. Jeg har hverken ånd eller mod nok.

Men det kan et eller andet, kirkerummet. Storhed og stilhed og en betagende højtidelighed, jeg har svært ved at finde andre steder og heller ikke efterlyser, åbenbart. For så kunne man vel bare smutte forbi kirken og få lidt igen for den kirkeskat, de fleste af os stadigvæk betaler. Og finde den ro, mange af os også efterlyser – og henter … ved yoga, gåture, mindfulness, buddhisme, og hvad man ellers finder rigtigst. Men hvor yogaholdene er overbookede, er der plads nok i de danske kirker. Til dig og mig og os alle sammen. Også på mange af kirkegårdene. Plads til levende, altså. ’Kælderen’ melder nok om fuldt hus.  Men der er masser af rum til at pirre fantasien, som er den eneste, der sætter grænserne. Der er ikke andre til at gøre det, og dem, der er,  er lovlig undskyldt, kan man sige. Fraværende, med god og gyldig grund. Men ikke nødvendigvis åndeligt fraværende.

For der er liv over alt, når man går rundt dér i dødens have. Blandt Jensen’er, Larsen’er og rigtig mange Hansen’er. Mens man finder på historier om dem, der ligger dernede. Hygge midt i uhyggen. Jo mere det regner, jo bedre. Jo mørkere, jo stærkere. Og jo længere liv, jo større smil. Jensine Hansen, der døde to uger efter gemalen. Af hvad? Af sorg? Overlærer Larsen, der er omgivet af mange generationer, men hvis gravsten er fire gange større end de andres. Hvad gjorde ham til noget særligt? Og hvem lagde buketten, hvem tændte et lys, hvornår ligger man der selv, og hvor gammel skal man egentlig være, før man skal vide, hvordan man vil herfra, og om man overhovedet vil ’ligge’ nogle steder, eller måske hellere vil ha’ de sørgelige rester drysset ud et sted. Hvor? Og hvornår? Har man styr på forsikringspapirerne og hygiejnen, fået smidt de hemmelige breve ud, slettet alle spor og husket at skrive ønsker og sidste hilsner ned, inden man smutter over på den anden side og lukker og slukker?

Det må være skønt at være overbevist, være stærk i troen og vide med sig selv og hinanden, at man ses igen. Eller bevare barnetroen om himmelen og paradis og kortspil og kærlighed på skyer. Holde fast i bare en lille bitte idé om, at der er meget mere mellem himmel og jord. Fordi det ville gøre det hele så meget nemmere. Og trygt. Og var det ikke som om, man så et glimt at én, man engang har kendt en sen og særlig aften. Eller bare mærkede, vedkommende var til stede. Var de klaprende køkkenlåger ikke et tegn fra den anden side? Eller var det bare angsten, man mærkede? Jeg har i hvert fald kaldt på mine afdøde tilpas mange gange og aldrig fået de sikre svar. Men gud, hvor jeg da håber, der er et eller andet. Det ville være dejligt med skråsikker viden i sorthvide farver, så man ikke var et sekund i tvivl om, hvor den sidste karruseltur ender. Men sgu lidt svært, når man i denne sammenhæng af gode grunde virkelig ikke har den fjerneste chance for at vide det. I dette tilfælde er det måske nok at tro – og ikke vide? Jeg ved det ikke. Krydser i hvert fald mine fingre. Ja, det er da lige før, jeg folder hænderne …

Fik du læst Pernille Aalunds klumme?

Læs også klummen ”Må jeg få dit hjerte?”

”Knæk cancer!” … vi skal alle sammen være med!
 

Tjek Shoppen!