”Vi bliver aldrig de samme, som vi var,” sagde faderen til syge Carina, der på mirakuløs vis overlevede en alvorlig trafikulykke og vågnende op af koma, efter læger og familie havde slået fast, at pigen selvfølgelig skulle donere sine organer, når – og ikke hvis – hun blev erklæret hjernedød. Tilliden til sundhedsvæsenet bliver da nok heller ikke den samme lige med det vuns. Men hvad med debatten? Forandrer dén sig? Den er vist allerede i gang i skrivende stund,  men var det ikke som om, den lige kørte lidt af sporet. Præcis som man frygtede, da man så programmet  ’Pigen, der ikke ville dø,’ flygter danskerne i går fra donorregistret og trak sig som organdonorer, mens ventelisterne bare vokser, og vi i forvejen mangler, mangler, mangler hjerter, nyrer, hornhinder og hud.  

Var dét meningen med programmet, så lykkedes det da til fulde. Og var det meningen at skræmme os fra vid og sans og gøre opmærksom på et sundhedssystem, der ikke altid lever op til kvalitetskravene, så er succes’en vist også i hus. For selvom der må og skal være plads til fejl, var det mere end almindelig uheldigt, at lægerne vurderede scanningsbillederne forkert og fik sendt Carina mere end halvvejs i graven.  Man kan også diskutere, om lægerne talte om donation af organer alt for tidligt med de ulykkelige pårørende, der – sammen med en del af Familien Danmark - sidder tilbage med en tåkrummende fornemmelse af, at de organer ikke kunne blive leveret hurtigt nok? Og man kan vel i dén grad slå ned på, at de stoppede behandlingen af Carina, slukkede respiratoren  - og dermed kan bære skylden for de skader, hun stadigvæk har i hjernen.

Og ligegyldigt hvor fantastisk det er, at Carina overlever – og dét er ved gud en god historie – så er det simpelthen ikke ok, at en familie tager afsked med deres elskede datter og søster … for så at blive ringet op med den helt vanvittige nyhed, at datteren sidder i sengen og i dén grad er på vej tilbage til livet. En helt surrealistisk situation at forestille sig. Og vel ikke kun en fantastisk nyhed, når lægen for længst havde malet et billede af den tilværelse som tung, 24-timers-plejehjemspatient, Carina ville gå i møde, hvis hun skulle trodse alle odds og overleve.
”For hende ville jeg ikke ønske, hun overlevede,” som overlægen selv siger i programmet. Miraklet indtraf som bekendt, og selv med slukket respirator og håb, blev lyset tændt igen hos den seje pige. Og hos familien.

Dét bliver det af og til. Ligesom det bliver det hos dem, der får chancen for et nyt liv med et nyt organ, hvis deres eget ikke virker længere. Så er det overhovedet ok ikke at være donor i det hele taget? Hvad er det, vi vil gemme på … til den tid? Kan vi være bekendt at trække os, fordi en læge fejlvurderer en situation i et landsdækkende tv-program? Er dét grund nok til at afmelde sig donorregistret, som mange gør i disse dage. Eller grund nok til slet ikke at turde melde sig (som mange af os mangler at til at gøre!)? Jeg mener … man kan vel godt med en lille portion rimelighed kalde det lægesjusk, det der foregik? Eller bare ’menneskelige fejl’? … men der var jo altså ikke tale om, at lægerne må noget tidspunkt var i sving med at fjerne organer fra nogen som helst. Og der er ikke færre på ventelisterne i dag, end der var i går. Men der er desværre færre tilmeldte organdonorer.

Fordi vi dør lidt af skræk . Over at skulle risikere at opleve det samme som Carinas forældre. Med skråsikre læger, der ikke havde noget – eller nok – at ha’ det i … og som ikke troede på mirakler lige dén dag. Lad og håbe, tonen får en anden lyd, og vi kan diskutere, hvorfor vi er alt for mange, der overhovedet ikke har taget stilling til donation og måske skal trække i de store sko … og at det i hvert fald ikke er til nogen nytte, at vi nu slet ikke tør ta’ stilling. Det er lige nu, vi SKAL ta’ stilling. I det mindste. Om hvad der skal ske, når der lukkes og slukkes. Sådan for alvor.

Læs også ”Retten til at dyrke mørket!”


… eller læs Pernilles seneste klumme!