Åh, hvor er det godt. Når tårerne triller, og alvoren får lov at være der med dens stikkende torne og grimme smag. Når overflade og smil er skiftet ud med vrede, bitterhed, længsel og sorg, man bare trænger til at rå-dyrke. For det føles så godt. Bagefter. Og egentlig også imens. Især hvis man for resten af pengene skal løbe rundt og smile fjoget og være imødekommende, lykkelig og prangende positiv. Køre i livets åbne sportsvogn, med vinden i krøllerne og armen ud af vinduet.  Og det skal vi åbenbart helst. Det er noget med karma-loven, jo. Den skal man simpelthen overholde. Vi kan få både kræft og depressioner af det andet. Fordi negative tanker sætter sig fast, bliver en ond spiral og sætter os helt ud af spil. Folk kan nemlig sagtens se på os, at vi ikke er ovenpå og positive. Og hvad værre er … dét kan universet også.

Og det er her, det for alvor bliver farligt. Universet mærker jo alt, ser alt, hører alt. Og alt, hvad du gi’r, kommer tilbage. Også det dårlige. Ja, så man tør jo ikke være i smådårligt humør bare en halv eftermiddag. For hvornår kan man tillade sig det? Nærmest kun når man har døden lige i hælene og har ’rigtige’ problemer. Og når man har hjulpet tre ældre damer over vejen, været den gode ven, den vidunderlige kæreste, den bedste kollega og verdens bedste mor. Ja, hvis du altså har venner, kæresten, jobbet og børnene. Og hvis vi skal ’gøre os fri af det negative’ og ’holde negative energier ude af vores liv’ – skal vi så gi’ vennerne i modvind det røde kort, til de er på toppen igen? Dem, der ikke nødvendigvis går rundt og skriger af grin og jubler over livet, jobbet, ungerne, den fede lejlighed, de kommende rejser og alt det superfede, de skal … for de skal måske ikke så meget. Måske er det en hyggetur omkring A-kassen – igen - eller måske er de heldigere og skal bare i Netto, inden de skal hente lille Lasse til redskabsgymnastik og hjem til kødsovsen. Eller også er der simpelthen ikke nogen Lasse at hente overhovedet. Eller noget ordentligt hjem at komme hjem til. Eller noget arbejde at holde fri fra. Lad dig ikke kue af dét.

Nej, du … smil, for satan. Du er på. Bliv den bedste udgave af dig selv, think positive, lev i nuet, dyrk mindfulness, grib livet, smag på positive tanker, elsk de gode energier og hold – for guds skyld, da – de negative mennesker ude af dit liv. De smitter nemlig. Og stjæler løs af dit fede overskud, du så møjsommeligt har tjent ind til helt selv. Og det kan da vel ikke være dit problem, at din veninde er ufrivilligt barnløs, bli’r smidt af dagpengevognen om lidt, er deprimeret, kæresteløs og har glemt selvværdet et sted for flere år siden. Eller også er det dit problem. Og mit. Og de andres … de irriterende lykkelige mennesker, der altid har tid, råd og overskud til store, fede smil (og biler!) og er så fyldt op af den fedeste karma, så vi andre almindelige, dødelige, kedelige og - til tider - mennesker falder helt til jorden.

Og her sidder vi så. Når det bliver lidt tungt, det hele. Og det er ok. For så kan vi sidde hernede sammen og dyrke sorgen og vreden bare for en stund. Stille og roligt. Græde lidt, skælde lidt ud, håbe lidt, opgive lidt og komme hele vejen rundt, nu vi er så godt i gang. Dyrk det. På med den sang, du ved, gør det hele så meget værre. Det må gerne bare blive værre. Jo værre, jo bedre, og jo friere trækker man vejret efterfølgende. Eder, forbandelser og bitre piller spydes og spyttes i nøje udvalgt og meget hemmelig selskab. Sorg smager underligt, men åh, vrede kan smage så vidunderligt! Fordi man bli’r træt, når smilet har været klistret på en uges tid, om man trænger til at slappe af i både hjerne, hjerte og muskulaturen i ansigtet. Og når solen står op, er man renset og klar til at ta’ endnu et favntag med livet. Til at gi' karma en krammer. Stikke hovedet uden for dynen, ud i lyset og sætte smilet og det høje humør på igen. Måske fordi man forbeholder sig retten til - også - at dyrke dét, der ikke er så lyst …

 

”Hvem vil du leve og dø med?” … læs Pernille Aalunds klumme!


Læs også ”Mådehold … på min måde!”


Har du tid til lykken? – læs med her!

 

Køb ’Eventyret om lykken’ … i Shoppen!





Aller Media A/S © 2013 - www.aller.dk