Klumme
Kvinde, drop dit mindreværdspis!
"Du kan ikke alt, og du vil ikke alt. Drop dit martyrium og indse realiteterne", er budskabet fra Vigga Wagtberg.
fredag 25.6.2010 13:06
- Af Vigga Wagtberg, foto: Aller Media
"Den moderne kvinde kan alt" - mage til løgnagtig propaganda skal man lede længe efter.
Nej, kære moderne kvinde, du kan ikke alt. Du kan så uendeligt lidt - det er et faktum. Men det kan være, at du tror, du skal kunne alt, og føler dig stresset over ikke at slå til. Og så kommer du selvfølgelig til at sige noget forbandet sludder.
Læs også: Mænd skal betale på dates
Alle er vigtige
Vil du gerne føle dig stolt? Vil du gerne anerkendes for dine talenter? Vil du gerne roses for dine handlinger? Inden, du kan forstå, hvor vigtig du er, skal du starte med at vide, hvor lidt du kan - og skal kunne.
Vi er seks milliarder mennesker på jorden. Vi er alle sammen lige vigtige. Det vil sige, at vi hver især udfylder en 1/6.000.000.000-del af et puslespil, der er seks milliarder brikker stort. Du er en prik i bøgebladet på puslespillets skovsøbillede.
Læs også: Din soulmate siger sandheden
Du kan ikke alt
De andre prikker er lige så vigtige som dig.
Du har brug for de andre prikker, for de smiler til dig, laver vindmøller til dig, serverer din kaffe, får dig til at grine, de kurerer din kræft, de lytter til alt dit evindelige lort, de lærer dine børn at stave, ønsker dig tillykke på din fødselsdag, de gør rent på dine toiletter, giver dig et knus på en dårlig dag, de skriver dine nyheder, får skøre idéer, bygger din carport, køber is til dig i frokostpausen, de regerer dit land, designer dine sko, tilbyder dig en plads på sofaen, når du lige er flyttet fra din kæreste, de bruger et menneskeliv på at kortlægge dine gener, og de tager gerne en kugle eller to for at passe på dig, mens du sover.
Jeg tror, det er på tide, du accepterer, at du ikke kan alt - og at du måske heller ikke vil alt.
Læs også: "Kernesund Millionøse er hjernevask!"
Udfyld din plads
Er du klar over, hvor unik du er? Du er så speciel, at selv videnskaben har svært ved at begribe det. Du er så særlig, at selvom du kun er én prik, så er du den eneste ene prik, der kan udfylde din plads. Det kan spottes på flere tusinde kilometers afstand, hvis din prik mangler.
Du bliver nødt til at tage ansvar, kvinde! Fyld din plads ud! Du må droppe dit mindreværdspis, og tage opgaven på dig, for jeg har fandeme brug for dig.
Jeg har brug for, at du er eminent god til at være lige præcis dig, for ellers falder billedet fra hinanden, og jorden går under. Og jeg bliver skidesur, når du bruger al din kostbare energi på at skele til alle de andre prikker og få det dårligt over, at du ikke også udfylder deres plads. Du skal bruge din energi på at tage din egen plads, så jeg kan slappe af i visheden om, at din del af puslespillet bliver fyldt godt ud. Så kan jeg nemlig trække vejret dybt og koncentrere mig om min plads.
Læs også: Mænd undgår stærke kvinder
Sig tak til de andre
Du har faktisk slet ikke tid til at kunne alt - det vil være en skændsel for dig. I stedet skal du bruge din tid på at gøre lige dét, du selv skal gøre, så du kan mærke, hvor vigtig du er. Du må endda gerne lave bunkevis af fejl undervejs, for du er jo kun et menneske. Du skal have masser af ros alligevel - så længe du bruger din energi på at prøve at være dig selv.
VIGGA WAGTBERG
Vigga Wagtberg er journalist på Oestrogen.dk
Kære kvinde, du kan ikke alt, så lad være med at påstå andet. Og i stedet for at have det dårligt over ikke at kunne alt, så brug for fanden dit krudt på at sige tak til alle de andre prikker.
Din sundhed, lykke, tryghed, udvikling og kærlighed er dybt og inderligt afhængig af, at alle de andre kan finde ud af resten. Kom med mig ned på knæ, og lad os i ydmyg taknemmelighed hylde alle de andre helt specielle mennesker på denne jord.
Det er deres skyld, at vi ikke behøver at kunne alt.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning