Karrysild, varm leverpostej, brune kartofler, marcipan og æbleskiver.

December byder på så meget hygge, at vi er ved at sprænges. For den danske hygge indtages spisende i timevis – kun afbrudt af skål og pakkeleg.

Din mave bliver så overfodret, at den føler sig udsultet efter en nats ’faste’. Du vågner ved en rumlen, der overraskende nok ikke er århundredets torden, men bare din maves råb efter mere føde.

Spis - eller skam dig!
I december går vi adskillige bælte-huller og bh-størrelser op. Overspisning grines der af, og bukserne åbnes højlydt. Det forventes, at vi tager en ekstra portion.

Vi er flokdyr, og det er så hyggeligt at tygge i takt og kommentere hinandens madvalg. For nogle.

Julens sociale madfetish er nemlig forfærdelig for folk med spiseforstyrrelser.

Engang vejede jeg alt for lidt, men følte mig fed. Jeg frygtede altid familiens julefrokost, fordi den indebar at bevæge kæberne fra kl. 12 til 23.

Før jeg blev presset ind i Toyota’en med kurs mod et olympisk udvalg af retter, protesterede jeg højlydt og udtænkte forgæves måder, hvorpå jeg kunne undgå at spise.

Under den kollektive propning blev jeg fyldt med vrede, fordi jeg var tvunget til at forråde mine (dødsensfarlige) principper.

En tanke til de spiseforstyrrede
December er en pervers måned madmæssigt, og jeg tænker altid på dem, det er ekstra svært for. Men uanset kammer denne måned over, når det gælder spisning. Det er ikke hyggeligt, men uhyggeligt.

Nogle mener, at det er forfærdeligt, at folk ikke kan feste uden at fulde sig. Nu er jeg sjældent i en promilletilstand, hvor jeg kan tillade mig at dømme andres grad af beruselse, men til gengæld synes jeg, at det er synd, at vi ikke kan hygge os uden at skulle overspise i julen.

Er vi bange for at være utilstrækkelige værter? “Ingen må gå sultne hjem”, lyder formaningen. Der er der ingen fare for – gæsterne går bare dårlige hjem!

Klummen er tidligere publiceret i Urban.

Læs også: 

Onaniprodukt gav fedtede fingre