Klumme
Bonusbørn: Elsker, elsker ikke
Sofia Gravesen indrømmer, at hun ikke elsker sine bonusbørn på samme måde som sine egne børn.
tirsdag 26.10.2010 17:10
- Af Sofia Gravesen
Elsker du dine bonusbørn?
Jeg elsker ikke mine bonusbørn på den samme måde som mine egne. Sådan. Så er det sagt.
Det er da indlysende, tænker du måske. Men for en bonusmor er det noget af det værste at erkende, for sig selv, eller endnu værre, at sige højt i sine omgivelser.
Læs også: Sofias brevkasse
At elske eller at holde af
Når jeg ser på børnene i vores familie, kan jeg mærke med det samme på mit hjerte, om det er mit eget barn eller mit bonusbarn. Den direkte kærlighed findes naturligt overfor ens eget barn. Hvorimod der kan være mange udfordringer at gå igennem for overhovedet at nå frem lignende følelser, når man ser på eller tænker på sit bonusbarn.
Man kan ikke tvinge sig selv til at elske nogen, og ingen kan tvinges til at elske mig. Holde af er lettere at sige og nogle gange lettere at forstå. At holde af er ikke lige så stort som at elske, og det forpligter heller ikke på samme måde.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har lettere ved at blive irriteret på min mands piger end på mine egne. Eller rettere sagt; jeg bliver irriteret over andre ting, når det drejer sig om hans børn. Og jeg ved da godt, at alle børn er forskellige, de er hver deres egen person.
FAKTA
Sofia Gravesen er opvokset i Göteborg. I 1997 flyttede hun til København, hvor hun i dag arbejder og bor. Her mødte hun manden i sit liv, og med ham og forelskelsen fulgte der også to børn. Hans børn.
Efter 10 år sammen, hvor familien voksede med to fælles børn, udkom hendes debut som forfatter, ’Bonusmor – uden filter’. Her fortæller hun hudløst ærligt om hvordan det egentlig er, at være bonusmor til to og mor til to.
Bonusmor.dk
Læs: Jalousiens grimme ansigt
Jeg er den skrappe
Gad vide hvordan mine bonusdøtre ser mig? Jeg holder af dem, fordi de er min mands døtre, søstre til mine piger, de er to elskede børn af fire i vores familie. Vores bonusfamilie. De respekterer mig samtidig med, at de sikkert synes, jeg er ret skrap.
Jeg er tit den, der skælder ud, og jeg bliver nemt den strenge. Ingen børn kan lide, når de voksne skælder ud. Ingen bonusbørn jubler, hvis bonusmor hæver stemmen.
Men jeg tror, at de kan lide mig, fordi de kan se, at jeg elsker deres far. At han og jeg holder sammen, selvom vi råber ad hinanden indimellem.
Jeg tror, at de kan lide mig, fordi de ser, at vi bliver gode venner igen. At vi griner, krammer, snakker og undskylder. Det må være en form for tryghed for pigerne, at jeg altid har været der.
At gøre sit bedste som bonusmor
Jeg har været med i billedet, siden de var helt små. I stedet for at far har skiftet damer ud i lange baner i løbet af alle disse år. Derfor bilder jeg mig ind, at det nok ville være underligt for dem, hvis jeg pludselig en dag ikke var der mere.
Det er sikkert derfor jeg arbejder på at gøre mit bedste som bonusmor, selvom det ikke lykkes - eller føles værdsat alle gange. Men så må man kæmpe videre, for at være der som bonusmor til mine bonusbørn. Selv om man ikke elsker, men vælger at holde af.