Min søn, der er blind, vil ofte gerne vide, hvordan vi seende opfører os i bestemte situationer, for han oplever indimellem, at han kommer til at agere på en anden måde, end vi gør, da han ikke kan aflæse vores ansigtsudtryk og bevægelser.

Jeg er nødt til at hoppe
En dag stod han foran hoveddøren og ventede på en kær ven. Han havde ventet længe, og pludselig kunne han høre fodtrinene nærme sig døren. Og så udbryder han:

"Nej jeg er så glad at...at ...at...jeg er nødt til at hoppe!" og det gjorde han så. Med armene hævet højt over hovedet, et smil der fyldte hele ansigtet og et jubelråb.

Det var glæde, og det smittede ligefrem.

Læs også: Du er fyret - nyd det!

Om aftenen spurgte han mig så:" Hvad gør du egentlig, når du er sådan rigtig glad mor?"

Hvortil jeg svarede:

Køb her: Åndedrættet 199 kr.

"Øh..jeg smiler, tror jeg?"

”Kun det? Hvorfor? Må man ikke vise, at man er rigtig glad?" spurgte han undrende.

Og jo for søren da, gu' må man det!

Jeg kunne faktisk ikke give ham en ordentlig forklaring på, hvorfor det er sådan. For når jeg er glad og rigtig glad, så er et smil nok det, jeg svinger mig op til. Det er ret sjældent, at jeg laver sådan en "tænk hvis du vandt i lotto"-jubeldans. Og sjældent at jeg ser andre gøre det.

Læs også: Smukke mænd får grimme børn

Man lægger bånd på
Man lægger bånd på glæden. Sørger for ikke at bralre for meget op om, hvor glad man er. Måske bliver man forlegen, eller måske er det janteloven man er bange for. Eller også er det fordi hvis man virkelig er for overglad, så tænker folk: ”Tror I, hun har drukket?”

Når man er sur, så tror jeg ikke, at der er nogen, der er i tvivl om det. Man tramper lidt hårdere i gulvet, smækker med døren, eller man får verbalt understreget, at man er tosset! Og her er man ikke bange for janteloven.

Når hverdagen kan byde på mange og hårde udfordringer , er det så ikke vigtigt at vise, når man bobler af glæde?

Jeg tror faktisk, at jeg som så ofte før vil lade mig inspirere af min søn og vise glæden lidt mere.