Så har jeg møflet mig tilrette i sofaen under et vattæppe.

Det er hyggeligt, hunden har også puttet sig ved siden af mig, der er ild i brændeovnen, kruset står klar med dampende hed the, og yndlingsbladene er klar på sofabordet, imens Oprah skræpper op på skærmen.

Det er NU at jeg skal nyde!!

"Nyd det dog!"
"Det er en gave!"
"Det er jo ikke noget personligt!"
"Der er en mening med det - bare vent, så vil du opdage det!"
"Så kan du gå hjemme og hygge dig og nyde det, bare det var mig!"

Ja ja, ved det jo godt - har hørt det fra SÅ mange efterhånden - man skal se det positive i at få en fyreseddel, en fritstillelse og løn i 6 måneder. God tid til at se sig om efter drømmejobbet - god tid til at stresse ned og god tid til mig selv og til at sætte ind på den konto, der hedder MIG, og som har været i overtræk i alt for lang tid.

Den konto, som vil gøre, at man igen får mere overskud til familien og til livet generelt.

Man tager det personligt
Men for der er jo et men - det ved man nemlig, hvis man har prøvet det. For uanset hvad, så tager man det altså personligt.

Uanset hvor pænt, anstændigt, sødt og hensynsfuldt fyringen er udført. Uanset om bossen havde det skidt med det, og uanset hvad grunden var

-  finanskrise eller ej, så tager man det personligt. "Vejet og fundet for let!" Ja det er jo bestemt ikke hver dag, man kan sige dét til sig selv.

Og ærligt: Ville man så ønske, at det var en selv? Nej det tror jeg ikke!!

Jeg elsker at være super-wonder mor
Jo, jeg elsker da, at jeg kan mærke, at jeg stresser ned, elsker at jeg nærmer mig den super-wonder-mor, som står klar med smil på læben i døren, når ungerne kommer hjem, overskud og hjemmebagte boller eller pandekager.

Elsker at kunne smide mig i sofaen, når huset er tomt klokken 8 om morgenen, og jeg kan se på uret, at der er mange timer til at invasionen af støjende, skrigende og dejlige unger og mand igen!

Elsker kaffen med veninderne om formiddagen.

Elsker de lange ture i skoven med hunden og elsker bare at have tid til at trække vejret helt ned i maven igen.

Elsker at jeg nu rent faktisk får løbet de to gange om ugen, som jeg længe har gået og truet mig selv med, at jeg skulle igang med.

Elsker faktisk også at se, hvordan det ellers så kaotiske, rodede og lettere beskidte hus ganske langsomt fra dag til dag bliver mere og mere ryddeligt og rent.

Elsker ikke usikkerheden
Men jeg elsker ikke den usikkerhed, som fyringen giver. Ikke mindst økonomisk. Og er det nu, jeg skal finde drømmejobbet?

Nu? Åh nej...det er alligevel noget af et pres. Mig, som i en alder af 36, endnu ikke har fundet ud, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor.

Måske når jeg at blive så glad for at gå hjemme, at når jeg en gang får et job, så vil jeg måske sørge over, at skulle slippe min tid som hjemmegående.

Drømmejobbet som drømmemanden?
Og måske viser det sig, at det er med jobs som med mænd...lige pludselig så er det der - drømmejobbet...og SÅ er det en smal sag at få flikket en super ansøgning sammen...SÅ flyder alle de rigtige og positive ord ud på papiret, og man får sendt en ansøgning afsted, hvor man ikke har haft svært ved at skrive hvorfor man søger lige netop dét job.

Men den holder ikke helt. For man siger jo også, at når først man holder op med at lede, så er drømmemanden der pludselig, og...nej sådan tror jeg trods alt ikke, at det er med drømmejobbet - det dumper vel ikke bare sådan op ved en tilfældig og uskyldig middag eller over køledisken i supermarkedet?

Måske man skal netværke lidt, men inden jeg gør det, vil jeg begynde at nyde at været fyret!

Læs også:

Julen var aldrig min