Forleden hørte jeg et oplæg, som gjorde stort indtryk på mig. Mest fordi det, der blev sagt kom fra en uventet kant. Jeg sad til en konference og ifølge programmet var det en pige, der havde startet en hjemmeside kaldet girltalk.dk, der skulle på scenen. En hjemmeside for piger med ondt i livet.

Læs også: Rushy Rashid - Hjemmehjælpere er egoistiske

Skjuler at de har det dårligt
Da jeg så den smukke, selvsikre og tjekkede pige med moderigtigt tøj og langt lyst hår, tænkte jeg ved mig selv, hvad ved hun om at have ondt i livet. Men hvor blev jeg overrasket.

Meget overbevisende fortalte hun om sit arbejde. Om pigerne, der dag efter dag melder sig på chatten. Almindelige piger, fra ganske almindelige velfungerende familier – med forældre der har gode uddannelser og jobs. Men mange af forældrene ser ikke deres døtre. Og kender ikke til deres hemmeligheder. De ved ikke at deres døtre udsættes for mobning. Det er pinligt at være offeret, derfor bliver pigerne rigtig gode til at skjule, at de har det dårligt. Hver aften er der piger, der går i seng med et ønske om aldrig at vågne op igen. Hver tiende time er der en pige der skærer i sig selv. Hver femte pige har prøvet at skade sig selv. Hvert år er der 900 piger, der køres til udpumpning.

Lukker sig inde i sig selv
For mange af de her piger, er det et stort råb om hjælp. Deres største ønske er at blive opdaget, men de bliver hverken set eller hørt af deres forældre, lærere eller andre voksne i deres omgangskreds. Jo længere tid, der går jo mere lukker de sig inde i sig selv og bliver selvdestruktive.

Men faktisk er vi mange, der har kendskab til nogen, der ikke har det så godt i vores nære eller fjerne omgangskreds. Men vi har oparbejdet en kultur i Danmark, hvor vi helst ikke vil blande os i andres sager, medmindre vi ikke kan undgå det.

Læs også: Rushy Rashid - Bliv en bedre forælder

Går imod strømmen
Men Anna Lynge, som hun hedder, ville ikke se væk fra de piger, fordi hun selv havde stået foran spejlet aften efter aften og ønsket, at hun ikke vågnede op igen næste morgen. Anna Lynges historie var overbevisende og hendes bidrag gav stof til eftertanke. Hun viste med sit eksempel, at ikke alle har brug for en professionel behandler. Nogle gange er der blot brug for en, der lytter og giver nærhed.

Det er prisværdigt og livsbekræftende, når man møder mennesker der vælger at gå i mod strømmen, og gøre noget ved uretten. Det kan man lære noget af. Vi behøver ikke alle kaste os ud i at oprette hjemmesider, men man kan bare starte et sted. F.eks. kunne man sige fra, hvis og når man ser mobning i ens søns klasse, også selv om det foregår i pigegruppen. Man kan også lære ens børn at mobnings skader varer hele livet.

Når man har set, hørt og mærket Anne Lynge er det ikke så mærkeligt at netop hun blev Årets helt for sin ”tøsesnak”.