I en periode på flere år blev jeg chikaneret af min eksmand. Samtidig skulle jeg sørge for, at min yngste søn kom hel igennem, og det blev til en virkelig barsk opgave, hvor jeg tit og ofte følte mig magtesløs og helt alene.

Måtte ikke røre ham
Min søn begyndte at gå i skole som en angst og bange lille dreng med ar på sjælen. Børn af voldsramte mødre tager så meget skade, at det næsten er umenneskeligt.

Gang på gang måtte jeg lægge øre til telefonopkald fra lærere, der klagede over at min søn var for urolig. På hjemmefronten oplvede jeg samtidig at min søn som otte-årig ikke ville have, at jeg rørte ved ham mere. Han trak sig mere og mere ind i sig selv, og skulle alligevel stadig have samkvem med sin far, der kun beklagede sig over mig og havde travlt med at forfølge mig.

Læs også: De kæmper for et værdigt liv 

Leg og disciplin
En overgang var min søn ved at blive smidt ud af folkeskolen, og da gik det op for mig, at nu var jeg nødt til at kæmpe ekstra meget. Jeg lagde en plan: Først bad jeg om hjælp i skolen, og fik psykologhjælp til min søn. Jeg lavede meget faste og kærlige rammer i hjemmet. Det var samtidig vigtigt for mig at holde fast i at give min søn berøring og kærlighed, men jeg måtte tænke på nye og andre måder.

Jeg indførte en slags massage. Han dyrkede meget fodbold, så jeg spurgte, om han ikke var øm, og på den måde fik jeg lov til at massere ham. Samtidig fortalte jeg opmuntrende hjemmelavede historier om succes og andre positive ting, jeg selv digtede. Han var i hovedrollen, og han begyndte at nyde det. Vi fik disciplinen ind i hverdagen, og legede at han var soldat der skulle træne, børste tænder og rydde op på tid - det kunne han godt lide.

Læs også: "Livet skal leves - ikke overleves"

Brød arven
Langsomt fik jeg opbygget min søn positivt. Jeg kom heller aldrig med negative udmeldinger om hans far, men da han blev lidt større, måtte jeg fortælle ham, at hans far var syg. Da han blev ældre, ville han ikke se sin far. En overgang overvejede han at stikke en kniv i ham - så slemt var det.

Selvom min søn så mange gange forsøgte at nå sin egen far, opgav han til sidst håbet. Min søn fik en studenterhue, og endte med at tage til Spanien, hvor han læste i to år og til sidst blev biolog. På det tidspunkt havde han ikke flere negative bånd til sin far. Trods alle odds lykkedes det ham alligevel at bryde den sociale arv.