Klumme
Er tiltrækning lig med et godt match?
Bare fordi I er forelskede, behøver I ikke at være et godt match, mener Tim Ray.
torsdag 18.11.2010 17:11
- Af Tim Ray
En af de parforholdsmyter jeg har lidt mest under i løbet af min ”parforholdskarriere” er ideen om, at stærk tiltrækning og forelskelse er lig med, at man er kompatible og et godt match.
Så for nogle år siden besluttede jeg mig for at se nærmere på denne idé. Er det virkelig sandt, at stærk tiltrækning og forelskelse er lig med, at man også passer godt sammen som et par?
Forelskelse og fortrængning
Jeg behøvede ikke at søge særlig længe for at finde svaret.
Når jeg så tilbage på nogle af mine tidligere forhold, kunne jeg med det samme se, at selv om vi følte os stærkt tiltrukkede af hinanden eller forelskede, når vi var sammen (i hvert fald i begyndelsen af forholdet), så var virkeligheden også, at vi, i større eller mindre grad, slet ikke var kompatible med hinanden.
Når det gjaldt parforhold, livsstil og meget andet, havde vi ofte vidt forskellige ønsker og værdier.
Denne erkendelse kom mildest talt som en kæmpe åbenbaring for mig. For jeg kunne se, at jeg hele mit liv havde baseret mit valg af partner på stærk tiltrækning og ikke på, om vi virkelig var et godt match. Og jeg kunne også se hvilke smertefulde konsekvenser denne overbevisning ofte havde medført for mig (og for min partner).
Læs også: Udlev din drøm eller forbliv middelmådig
Overdrive og underdrive virkeligheden
For eksempel kunne jeg se, at en af konsekvenserne af at tro på denne overbevisning var, at det fik mig til stærkt at overdrive eller overfokusere på hendes såkaldte ”positive” egenskaber (hvor er hun smuk, hvor er hun spirituel og så videre).
Og samtidig til stærkt at underdrive, eller nogle gange næsten fortrænge, hendes såkaldt ”negative” egenskaber (den pludselige bemærkning der får dig til at føle dig ubehagelig til mode, men som du fejer under gulvtæppet i forelskelsens rus; den måde at være på som du ikke ville kunne lide hos noget andet menneske, men som du accepterer, fordi du er så tiltrukket).
Jeg kunne se, at jeg allerede på første ”date”, allerede i de første fem minutter af samtalen, inderst inde godt vidste, hvad det var der før eller siden ville gøre, at forholdet ikke ville fungere. Hvad det var, der gjorde, at vi i virkeligheden ikke var et godt match.
Læs også: Mads Kristensen fortæller: "sådan scorer du drømmefyren
Forblændet af forelskelsen
Men fordi jeg var så forblændet, fordi jeg troede på, at stærk tiltrækning er lig med, at man er et godt match, både overdrev og underdrev jeg virkeligheden.
Og næsten altid med samme resultat: Efterhånden som forelskelsen gradvist begyndte at falme, og virkeligheden begyndte at gå mere og mere op for mig, blev det mere og mere smertefuldt at blive i forholdet. Og det blev en lang, sej kamp at trække sig ud af det.
Men hvis stærk tiltrækning og forelskelse ikke nødvendigvis er lig med, at man er et godt match som par – hvad er så? Hvad er det der gør to mennesker til et godt match?
Det undersøger jeg i en senere klumme i næste uge...
Læs anden del af Tim Rays klumme HER!