Kvinder og alkohol
Så meget drikker vi!
Uge 40 er sprutfri uge. Hvordan var ugen før for redaktionen? Vi har røde ører… (og alkoholånde)
tirsdag 29.9.2009 15:09
- Af Redaktionen, foto: Colourbox
I denne uge afvikler Sundhedsstyrelsen en kampagne under overskriften "For meget alkohol sætter sine spor".
Kampagnen har fokus på, at man max skal drikke 5 genstande ad gangen, og er målrettet de 30-60-årige. Herudover fokuserer kampagnen på sammenhængen mellem alkohol og helbred, idet alkohol er relateret til en lang række sygdomme og tilstande.
Vi vejrer promillen for oestrogens redaktion i uge 39. Inden vi skrev alkoholdagbog, synes vi egentlig, at vi var meget godt kørende…
Journalist Rikke Wagtberg
Mandag: 5 genstande
Gloria Gaynor kom lige på besøg på 200 db. Når man danser rundt i guldfarvede hotpants og skriger "I am what I am", er det lidt svært at holde sig til lemonade.
Tirsdag: 4 genstande
Havde travlt med at muge ud i min lejlighed. Det er sjovest at gøre rent når man ikke er ædru. Selvom det er svært at støvsuge uden at tippe over slangen.
Onsdag: 4 genstande
Besøg fra Jylland. Hvidvin og rødvin en absolut nødvendighed.
Torsdag: 5 genstande
Reception på jobbet samt inspirerende selskab senere på aftenen. Det kræver champagne og vin.
Fredag: 1 genstand
Rikke Wagtberg nyder lidt solo-drik
i hverdagene og Gloria Gaynor
En lille skål inden en aften i Operaen.
Lørdag: Absolut ingen alkohol
Besøg af dejlig veninde, som ammer hjernen ud i disse dage. Den slags mennesker har det med at besvime af forargelse hvis man serverer andet end urtethe.
Søndag: 2 genstande
Hvad kan jeg sige? Jeg har ingen undskyldning.
Rikke i alt: 21 genstande.
Ugen har været lidt atypisk - jeg gætter på, at jeg har drukket en del mere end normalt. Men jeg må indrømme, at jeg er overrasket over, hvor meget et par glas hist og her er løbet op i - for SÅ usædvanlig har min uge heller ikke været, og jeg har indtaget en tredjedel mere, end jeg må. Det er tankevækkende.
Journalist Lea Bahnsen
Mandag: 2 genstande
En flaske hvidvin fra weekenden, der ikke er blevet drukket færdig. Godt at den har skruelåg. Drikker et dejligt koldt glas til salat og omelet. Bagefter ét til Robinson på fælles-tv i bofællesskabet.
Tirsdag: 1 genstand
Hygger med det sidste glas i flasken, mens jeg ordner nogle ting hjemme efter arbejde. Så er hvidvinen tømt.
Onsdag: 2 genstande
Besøger min kæreste, der liiige har en flaske rødvin. Man snakker så godt i en sofa med dyner og rødvinsglas.
Torsdag: 1 genstand
Lea Bahnsen var en genstand
under det anbefalede max for
kvinder - som den eneste
Drak et glas asti spumante på arbejdet. Synger i kirkekor denne aften, men holder mig ellers til altervinen.
Fredag: 0 genstande
Falder bare sammen i sofaen.
Lørdag: 3 genstande
Hjemmeaften og hygge. Mens man hører musik, ser fjernsyn, vasker tøj og læser blade, kan man da godt liiige nappe et glas af den der gode hvidvin fra netto (jeps, den samme er indkøbt igen).
Finder en film om to søstres forhold til hinanden. Den er ualmindelig rørende.
Søndag: 3-4 genstande
Min kæreste kommer hjem fra Sverige og vi hygger med god mad, første afsnit af Forbrydelsen og ja.. mere rødvin. Jeg drikker vist det meste.
Lea i alt: 13 genstande
”Yes”, tænkte jeg, da vi på redaktionen aftalte, at vi skulle tælle genstande i hele uge 39 – ugen op til den officielle alkoholfri uge 40. ”Det bliver en sejrsgang for mig – jeg bliver genfødt som dydsmønster”, var min indre konklusion.
Uge 39 skulle jeg nemlig ikke ”noget særligt” i weekenden, den var på forhånd udnævnt som absolut afslapningsweekend! Derfor er jeg også overrasket over, at jeg alligevel nåede op på tolv genstande. Især er jeg overasket over hvor meget hyggedrikkeri, der egentlig er i min hverdag. ..
En anden ting der gik op for i ugens løb, var, at jeg kom i tvivl om, hvor meget en genstand egentlig er? Hvor stort eller lille et glas vin, der svarer til en genstand?
Redaktør Charlotte Haase
Mandag-onsdag: 0 genstande. Jeg er nok ikke så meget en alkohol-nyder, som en svamp L Jeg bryder mig ikke om at drikke i hverdage, for jeg bliver så træt og påvirket humørmæssigt dagen efter. Også selvom jeg bare drikker et enkelt glas.
Torsdag: 2 genstande
Et glas asti og en øl
Torsdag drak jeg et glas asti spumante på arbejdet, fordi vi fejrede, at det går godt for Oestrogens trafik, og vi har fået ny startside, hvor man kan se flere artikler på.
Efter at have sunget gospel i 2,5 time drak jeg et glas Hourgarden med mine veninder på Stefanshus.
Fredag: 4 genstande
Kun en halv flaske!
Jeg fik denne besked af en veninde, der holdt middag: ”Søde sjove damer! Kom dryssende i morgen mellem halv otte og otte. Medbring to flasker vin, og tænker du ”så meget drikker jeg da ikke” kan jeg kun sige: Det plejer at passe.”
Charlotte Haase koncentrerede sit
alkoholforbrug til weekenden -
ikke godt for hovedet
Det passede også meget godt. Dog drak jeg selv mindre end en flaske, da jeg havde det lidt skidt efter en travl uge. Følte at jeg sad og svedte, og gik hjem ved midnat. De andre blev ved til klokken 3 og rygtet går, at hver en dråbe blev drukket. Der var en diskussion om, hvor mange genstande, der er i en karton vin. En tørstig kvinde mente, at det kun svarede til en flaske.
Min kæreste sagde, at jeg lugtede af sprut, da jeg puttede mig ind til ham. Han havde nogle problemer på arbejdet, og jeg havde lige hele løsningen udtænkt og lavede solosnak i en time, før jeg faldt i en tung drømmeløs søvn.
Lørdag: 12 genstande (hovsa)
To flasker vin?
Lørdag vidste jeg godt, at det måske ville ende galt. Min kæreste og jeg havde to flasker vin med til en fødselsdag og endte med at købe en ekstra plus det løse. Det var min kærestes eks-kones fødselsdag.
Han har et barn med hende, og da han holdt tale, der også handlede om undfangelsen, der vist fandt sted juleaften 1996, valgte jeg at bunde et glas vin og resten af aftenen var rimelig våd. Jeg drak nok to flasker vin, og vi var der fra klokken 18 til 03, og jeg husker ikke rigtig desserten men at danse til noget khlezmer-musik.
FAKTA
At Sundhedsstyrelsen anbefaler at voksne max drikker 5 genstande ved en lejlighed, og at kvinder højst drikker 14 genstande om ugen og mænd højst 21 genstande om ugen - mindre er bedre.
Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed har vist, at 49 % af de voksne danskere drikker mere end fem genstande ved en lejlighed mindst én gang om måneden.
De senere år har undersøgelser vist, at det ikke kun er den mængde alkohol, man drikker, der har betydning for sygdoms- og dødelighedsrisikoen, men også drikkemønsteret, det vil sige, om man drikker en stor mængde alkohol på få gange eller fordeler sit alkoholforbrug mere jævnt.
Altomalkohol.dk/
Charlotte i alt: 18 genstande
Denne uge var meget våd i forhold til, hvad jeg plejer at indtage (fortæller jeg mig selv), og over det ugentlige anbefalede max.
Og i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så gør jeg det HELT galt ved at koncentrere mit forbrug til weekenden. Det er ikke godt at drikke mere end 5 genstande ad gangen. Heller ikke for hovedet - skulle jeg hilse og sige :-)
Hvad med dig, hvordan så din sidste uge ud rent alkoholmæssigt? Skriv herunder.