Det er næsten ikke til at bære at læse om. Historier om kvinder, der efterlader deres nyfødte på et toilet, smider barnet i søen, i skraldespanden, i en plasticpose eller i et buskads. Eller lægger barnet et sted i håb om, at nogen finder det og tager sig af det. Kvinder, der i dybeste fortvivlelse og afmagt føler sig tvunget til at give et barn fra sig, fordi de af forskellige årsager ikke magter at beholde det. Et alternativ til de triste historier kunne være de såkaldte babyluger, hvor man – helt legalt – kan aflevere sin nyfødte i en slags opvarmet postkasse på sygehuset og sikre sig, at barnet får den nødvendige omsorg og behandling. Det må man bare ikke i Danmark. 

Giv dit barn et liv!
Da Michelle Birkballe fra Aarhus læste om endnu en efterladt nyfødt, kunne hun ikke holde det ud længere og måtte gøre noget. Den gode tanke blev til givditbarnet liv.dk, hvor Michelle forsøger at gøre for kvinder, hvad politikerne ikke vil tillade: At aflevere deres barn for dem på sygehuset.
”Jeg er hverken jordemoder, læge eller noget som helst … jeg er bare mor, og jeg kunne ikke bære at læse flere tragiske historier – og slet ikke holde ud, at politikerne åbenbart synes, det er helt uvigtigt at give kvinder her i landet samme muligheder som f.eks. i Tyskland, England, Tjekkiet eller Frankrig,” lyder det fra kvinden, der er musiker og mor med stort M til tre børn.

Michelle henter og bringer …
Rent praktisk tilbyder Michelle Birkballe kvinderne at kontakte hende, mens de er gravide, eller når de har født, hvorefter hun starter bilen, kører af sted, henter barnet og bringer det til nærmeste sygehus. Som en midlertidig løsning på et problem, der – efter Michelles mening – ikke tages seriøst nok.
”Det drejer sig jo ’kun’ om et par døde børn årligt her i landet, og det er åbenbart ikke nok, men jeg ville da ønske, politikerne snart gjorde noget ved den snak, de nu har haft siden 2007. Indtil da må jeg være den næstbedste løsning for de ulykkelige kvinder,” siger Michelle, der endnu ikke har hørt fra de kvinder, hun egentlig vil i kontakt med, men til gengæld er blevet kontaktet af masser af andre kvinder, der gerne vil hjælpe og bakke op om det gode initiativ.

Mens vi venter ...
Imens venter vi på politikerne og DF’s Liselott Blixt, som taler varmt for babylugerne og håber at kunne få opbakning til et forslag om en babyluge i hver region, som de har i Norge. I Tyskland er der afleveret mere end 500 børn på de femten år, det har været tilladt – anonymt – at lægge sit barn i en skuffe på et sygehus, når man ikke selv – på grund af alder, kultur eller af helt andre grunde– magter ansvaret. Lad os håbe, kvinderne her i landet kontakter Michelle Birkballe og givditbarnetliv.dk, indtil babyluger også bliver en mulighed her. For både kvinderne og børnenes skyld ...

Læs mere om det gode initiativ her!

 

Babyluger?
I Tyskland findes der over hundrede sygehuse og institutioner, hvor man anonymt kan aflevere sig spædbarn i lugen, hvor der findes en brochure med nyttige oplysninger til moderen. Når barnet er afleveret, går alarmen, og personalet henter barnet, mens moderen forlader området  - med 8 ugers fortrydelsesret til – ustraffet – at hente sit barn igen …

Gi’ et bryst … eller køb ét!

Gi’ syge børn smilet tilbage!

Bøger om børn? Tjek Shoppen!

Horoskoperne er lige her!




Aller Media A/S © 2013 - www.aller.dk