726 ensomme savner dig
Selvom vi er et lille land, hvor alle bor mere eller mindre tæt på hinanden, så har vi alligevel mange ensomme. Men DU kan gøre en forskel!
torsdag 7.6.2012 11:06
- Af Malene Fich weischer
Det kan ind imellem være ganske rart med lidt tid alene, men der er ikke noget som helst rart i at være ensom. Og det kan i hvert fald de 726 ensomme mennesker her i Danmark, som lige nu savner en besøgsven, skrive under på.
En kæmpe forskel
”Et besøg gør en kæmpe forskel for et ensomt menneske. Følelsen af et besøg kan vare i mange dage, og isolerede og indadvendte mennesker bliver mere udadvendte. De får bedre kontakt til hjemmehjælperen og familien, der ellers næsten var forsvundet, fordi de bliver gladere,” fortæller fagkonsulent i Røde Kors, Lisbeth Ott-Ebbesen til Røde Kors eget nyhedsbrev.
Venner og ægtefælle falder bort
Det kender Kate Felby også til. Hun er ansvarlig for besøgstjenesten i Holbæk og står derfor med den direkte kontakt til de ensomme i hendes område.
”Det er tit ældre mennesker, der føler sig ensomme. De har måske mistet deres ægtefælle og de tætteste venner begynder måske også at falde fra”, fortæller hun til Oestrogen.dk om sine oplevelser i besøgstjenesten.
Hvor er familien?
Jamen, hvad med den ensommes familie? Er de ikke de nærmeste til at tage sig af vedkommende? Jo, til en vis grad. Men det er ikke altid, at familien er nok.
”Når der er tale om et ældre menneske, så kan der jo sagtens være både børn og børnebørn, men de kan ikke give den tætte kontakt menneske til menneske, som man savner. Og samtidig er man tit som gammel bange for at være lidt til ulejlighed”, fortæller Kate Felby videre. Og det er jo sådan set meget logisk: De fleste af os har jo brug for nogen, som vi ikke er i familie med, men som vi kan spejle os selv i, som vi kan betro os til og grine med.
Hvad laver man så?
Og det er præcis dér, at en besøgsven kommer ind i billedet. Det er en person, der melder sig til at komme på besøg måske en gang om ugen eller hver 14. dag.
”Man kan jo ikke generalisere om, hvad man taler med hinanden om i sådan et forhold. Men man er et medmenneske. Man spørger ind til det, der interesserer. Man ser på billeder, går ture sammen, man lytter, drikker kaffe og ordner verdenssituationen. Det er jo ikke kun den ældre, der får en ven, når de får en besøgsven. Det er bestemt værd at huske på, at den der kommer på besøg, jo også får sig en ny ven”, slutter Kate Felby af.
Lige nu mangler Dansk Røde Kors 726 besøgsvenner. Vil du være én af dem? Så læs mere på Dansk Røde Kors’ hjemmeside,www.rodekors.dk
Læs også artiklen ”Dans for de cancer-ramte børn”
Eller hvad med at kigge forbi Oestrogens egen webshop
Du kan også tjekke dit horoskop her
Eller du kan læse artiklen "Er du sommer-deprimeret?" her