Rutineret Skagarack’er rocker!
Kan du huske Skagarack? Altså, bandet? Fra dengang, mænd havde langt hår, og rigtige musikere spillede rock? Forsangeren fra firser-succes’en er tilbage med et solo-album. Langt om længe!
torsdag 20.9.2012 13:09
- Af Lonnie Kjer, foto: PR
”I’m alone … I’m alone in the night …” osv. Ringer der en klokke? Klinger den lidt af melodisk rock, langt hår og verdens-hit? Jeps, den er go’ nok. Det er Skagarack – bandet, der rockede firserne og hitlisterne. Nu er frontfiguren tilbage. Sanger og sangskriver Torben Schmidt er mere end klar til at kaste sine sange ud til os alle sammen med albummet ’Long Story Short’.
Fra Skagarack til voksensnak!
Og han har da også haft tid nok, kan man sige. Det er nemlig 21 år siden, han sidst smed et album på gaden, men den lange historie får du ikke her. I stedet får du 11 sange, skrevet over de sidste mange år. At Torben Schmidt er blevet en voksen mand, er man ikke i tvivl om. Hverken når man lytter til hans stemme eller tjekker teksterne ud. Her er der nemlig dømt kærlig karruseltur rundt om voksenlivets alvor - fra skilsmisse, religion, tiden, der flyver - og erkendelsen af ikke at være udødelig. Når han da ellers ikke er kredser om de noget lettere emner som reality-programmer eller kærligheden til … kaffe!
Kærligheden til musikken
Kærligheden til musikken har hele tiden været der, siger musikeren til Oestrogen.
”Jeg har hele tiden vidst, at jeg på et tidspunkt ville indspille noget nyt, og når folk har spurgt mig, har jeg altid sagt, at der kom et nyt album ’til næste år, til næste år’ … det blev nærmest en joke, men nu er det her altså,” fortæller Torben Schmidt, der i mange år har holdt sig i baggrunden som producer og sangskriver for andre kunstnere. Tjanser, han har haft det rigtig godt med.
”Men trangen til - og glæden ved - at skrive en sang og selv synge den, har hele tiden været der, for det er det, jeg elsker allermest.”
Dét har han så gjort – med lange pauser – indtil han endelig overtalte sig selv til at smide musikken på et album.
Alt godt kommer til den, der venter …
Og heldigvis for dét. For sangene holder vand og fortjener en plads på radioens playlister. Balladen 'You' glimter som en vaskeægte rock-kærligheds-ballade, og dén slags er svært at stå for! Og ja, stemmen kan stadigvæk, selvom den har fået klædelig kant. Manden er jo ikke tyve år længere, men dét har ikke gjort ham ringere. Og selvfølgelig er der skruet ned for heavy-fraseringerne og slukket og lukket for det det pompøse og firserne-agtige, men fortidens sangbare og melodiske kendetegn fornægter sig ikke på ’Long Story Short’, der klinger af både country/western og decideret lækre pop-fornemmelser! Og, for at gøre en Long Story Short, så rusker albummet op i et rocket farvand, der har ligget stille alt for længe.
Følg med på Oestrogen, og få chancen for at få fingrene i Torben Schmidts nye album!
Læs også ”Her er din nye køresang!”
Mere musik … ”Få en weekend lover med hjem” her!
”L.O.C. med overskud” – læs med her!
Besøg Shoppen!