Egentlig har Anja Dalgaard-Nielsen aldrig brudt sig om betegnelsen, men på den anden side kan hun godt forstå, at det kan være lidt svært at sluge den officielle titel, som er seniorforsker i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier på Dansk Institut for Internationale Studier. På den anden side af bordet sidder en ung, smuk kvinde, som ser aldeles fredelig ud. Det kan derfor være lidt svært at forstå, at hun til daglig forsker i noget så ekstremt og brutalt som terror, for det er vel næppe det, en helt almindelig, hestegal pige fra Nordjylland går og drømmer om at blive udsat for.

11. september 2001
– Jeg befandt mig i Washington D.C., da bomberne faldt den 11. september 2001, og det gjorde et kæmpe indtryk på mig. I tiden efter oplevede jeg på nærmeste hold, hvordan amerikanerne reagerede, blev bange og lukkede sig inde. Jeg havde været der i næsten fire år på det tidspunkt for at gennemføre en ph.d. i statsvidenskab og havde lært USA at kende på godt og ondt. Udviklingen gjorde mig ked af det. Jeg havde en følelsesmæssig aktie i USA, og angrebet føltes derfor meget personligt på mig. Og hele tiden lurede angsten, for hvad blev det næste?
Kort tid efter blev Anja Dalgaard-Nielsen færdig med sin uddannelse og vendte hjem til en stilling på Instituttet for Internationale Studier, hvor hun kom til at arbejde på et projekt om USA’s svar på den nye terrorsituation. Projektet blev startskuddet til hendes forskning inden for terror.
– Det var en fascination for mig at prøve at forstå de her mennesker, som havde udført terrorangrebet på USA. Hvordan kunne de retfærdiggøre det? Selv om jeg ved meget mere i dag, er jeg fortsat utrolig interesseret i det psykologiske aspekt bag en terrorhandling, og vi ved langtfra nok om disse mekanismer. Det er helt kynisk svært at lave kliniske studier på en selvmordsbomber, for der er ligesom ingenting tilbage. Men der er ingen tvivl om det budskab, som får disse unge til at handle, som de gør. Det er
stærkt. Meget stærkt.

Farlig rundtur
Det er også Anja Dalgaard-Nielsens forskning, som har ført hende rundt på de danske militærlejre i Kosovo, Irak og Afghanistan gennem 2006.
– Min forskning er på et strategisk plan, og måske netop derfor er det vigtigt for mig at opleve lidt af dagligdagen på de danske militærbaser. Nu var jeg så heldig at få lov til at komme ud i missionsområderne,og der var da også nogle af drengene på Instituttet, som var drønmisundelige over, at jeg fik lov til at opleve lidt af virkeligheden
på klos hold. Blandt andet var jeg sendt ud for at studere militærets håndtering af pressen, for en stor del af konfl ikterne udspilles i medierne, og ”krigen” kan til dels tabes ved en klodset pressehåndtering. Men det var lige så meget for at få åbnet øjnene og få et andet perspektiv.

Læs mere i Femina nr. 05, 2007.