Velgørenhed
Sultende hunde får mad
Endelig kan 16 tons foder komme af sted til Spanien, hvor 1200 sultende hunde venter.
tirsdag 21.9.2010 11:09
- Af Redaktionen, Foto: SPANSKE HUNDE - Animals in Need
10 dage. Det er hvad gadehunde i Spanien tildeles, inden de gasses og skovles ind i store ovne, der sletter ethvert spor af deres eksistens.
”I Spanien ser man ikke gadehunde, i samme grad som i eksempelvis Grækenland,” fortæller næstformand i foreningen SPANSKE HUNDE – Animals in Need, Lars Madsen.
For i Spanien er myndighederne hurtige. De indfanger dyrene, og smider dem i offentligt støttede internater – også kaldet killing stations.
Læs: Hellere nøgen end at gå med pels
De frivillige på de to samarbejds-internater arbejder
hårdt med få midler
Dobbelt rædsel
Og det er dobbelt rædselsfuldt for mange spanske hunde, forklarer Lars Madsen.
”Hvis man som borger tror, det er en god idé at aflevere en hund, der er blevet kørt over, til disse internater i forventningen om at det stakkels dyr får hjælp – så tager man grueligt fejl,” forklarer Lars Madsen.
Hvis en såret hund afleveres på internaterne, der meget passende også kaldes killing stations, får de sårende dyr lov at lide på et betonguld i samme 10 dage, før de aflives.
Finanskrisen går ud over hundene
Omkring tyve procents arbejdsløshed i Spanien har ikke gjort situationen for de spanske hunde bedre:
”Finanskrisen har betydet, at eksempelvis mange englændere er rejst tilbage til England, for at tjene penge. De har efterladt deres hunde,” forklarer Lars Madsen og fortsætter:
”Mange spaniere har heller ikke længere råd til at beholde deres dyr på grund af den høje arbejdsløshed. Og langt de fleste af disse dyr efterlades.”
Læs: Hvad siger dit kæledyr om dig?
Hjælpen er på vej
Men nogen gange skal man bare råbe højt nok. Så kommer hjælpen.
Tirsdag i sidste uge tonede næstformand i foreningen SPANSKE HUNDE – Animals in Need Lars Madsen sammen med EU-parlamentariker Dan Jørgensen frem på tv-skærmen og berettede om hundredvis af spanske hunde, der sultede.
Foreningen samarbejder med to private internater i Spanien. Tilsammen passer internaterne, ved hjælp af frivilligt arbejde, på 1200 hunde. Hunde der manglede mad.
Foder var der ellers nok af. Hele 16 ton hundefoder havde firmaet Dechra gennem Dyrlæger uden Grænser doneret til foreningen, men der var ingen der vidste hvordan, foderet skulle komme til Spanien.
FAKTA
Medlemskab og donation
Ved at tegne medlemskab i Spanske Hunde er du med til at støtte arbejdet for hundene på de internater i Spanien, vi samarbejder med.
Personligt medlemskab koster kr. 175,- årligt.
Familiemedlemskab koster kr. 250,- årligt.
Se mere på www.spanskehunde.dk
Hvis du vil adoptere en af de
spanske hunde så se mere
på www.spanskehunde.dk
Nu kommer hjælpen
Det havde Alpi-transport løsningen på. Det Herning-baserede transportfirma har nu tilbudt at fragte herlighederne ned til hundene – en transport der løber op i 30.000 kroner.
Det er Lars Madsen ovenud lykkelig for. De to internater, Spanske Hunde samarbejder med, huser i alt 1200 hunde. Af den sultne slags.
”Transporten betyder at de to internater er sikret foder indtil jul,” fortæller en tydeligt lettet Lars Madsen.
Vil over 300
Med en foreløbig løsning på foderproblemet på plads, fokuserer foreningen SPANSKE HUNDE – Animals in Need nu at få flere medlemmer ind i folden.
Når de op på 300 medlemmer kan foreningen få status af en offentlig registreret forening, hvilket betyder, at de kan søge om bl.a. tipsmidler og at eventuelle donationer bliver fradragsberettigede.
Meld dig ind på www.spanskehunde.dk