Mennesker skal i reglen ikke have udvekslet mange høflighedsfraser,før de begynder at tale om deres børn.

Det kender 42-årige Nadia Lazrak alt til. Og hun møder mange mennesker i sit job som butikschef i Matas. 

"Når de spørger til mine børn, har jeg de største problemer med at få over mine læber, at de to yngste bor hos deres far", fortæller Nadia,

der for to år siden kastede håndklædet i ringen og overlod sit yngste ”kuld”, Magnus og Daniel på syv og ti år, til deres far.

Større behov for privatliv
Da de yngstes far og jeg gik fra hinanden i 2005, tog jeg hele flokken med mig, fortæller Nadia. 

 

"I starten gik det udmærket. Men som børnene blev ældre, begyndte det at knibe. Pludselig var de ældste nemlig teenagere med større behov for privatliv end hidtil." 

"Og jeg begyndte så småt at mærke mine egne begrænsninger i forhold til at opfylde fire drenges behov. At tegne og spille kort rakte ikke længere som fælles sysler"

Ringede børnenes far op
"Det var min kæreste Michael, der første gang nævnte muligheden for, at de to yngste kunne flytte hjem til deres far. Og jeg blev tosset! Men noget havde hans bemærkning plantet i mig."

Køb her: Den eneste
ene - 69 kr.

"Det følgende halve år blev alt, hvad der handlede om mentalt overskud til børnene og kvalitet i samværet med dem vendt og drejet i mit hoved. Efter et halvt års overvejelser var jeg klar til at ringe drengenes far op."

"Det første, han spurgte om, var, om jeg nu også var sikker på, at det var det, jeg ville? Drengene skulle jo rykkes ud af deres rammer og set ud fra det perspektiv var der ingen fortrydelsesret."

"Alt det havde jeg overvejet og enden på det hele blev, at de flyttede efter i alt to og et halvt år hos mig."

En dårlig mor?   
"I en periode følte jeg en kæmpe lettelse over arrangementet. Men da den havde lagt sig, dukkede tvivlen frem: Har jeg svigtet? Er min beslutning nu den rigtige? Og hvad vil den betyde for børnene?"

"Jeg var en dårlig mor, da jeg havde dem alle fire. Er jeg en lige så dårlig mor nu?  Daniel og Magnus er hos Nadia hver anden weekend og til tider også i længere og mere uregelmæssige perioder."

"Ja, der er fuld fart på, og det er skønt. Men det skærer mig i hjertet, når drengene siger, de har savnet mig. Jeg savner jo også dem i hverdagen."

For min eller børnenes skyld?
"Spekulationerne stopper aldrig. For hvis skyld har jeg gjort det? For min egen? Min kærestes? Konklusionen er altid, at det er for min og mine børns. Men først, når de er blevet voksne, vil jeg formentlig kunne tale det grundigt igennem med dem. Og dermed måske én gang for alle få fred med mit valg" filosoferer Nadia Lazrak. 

Hele interviewet kan læses i Familie Journal i uge 04.

Har du lignende erfaringer? Skriv i kommentarfeltet herunder.

Læs mere på FamilieJournal.dk
Læs også: Deltidsforælder - Helt menneske på halv tid