Forfatter
Har du en forfatter i maven?
Nu kan du skrive og få feedback online, og Jannie Solaas kommer her med sine bedste skrivetips.
torsdag 19.8.2010 11:08
- Af Redaktionen, Foto: Colourbox og privat
Vil du straks gå i gang med at skrive og få respons?
Så er Forfattervaerk.net stedet for dig. Her kan du melde dig til webbaserede skrivekurser, læse artikler af forfattere om skriveprocessen og give og modtage feedback.
FAKTA
Forfattervaerk.net har set dagens lys i erkendelse af, at der i forfatterbranchen eksisterer et stort behov for mere uddannelse, viden og netværk. Håbet er, at online skriveskolen og netværket vil støtte dig som skrivende i at følge din forfatterdrøm, videreudvikle dine skrivefærdigheder og ruste dig til det professionelle møde med branchen.
Forfattervaerk.net
Forfattervaerk.net blev i efteråret 2009 stiftet af Jannie Solaas, som siden 2004 har udbudt manuskriptlæsninger, skrivecoaching og undervisning i den kreative skrivnings kunst. Du kan læse mere om et udpluk af de forfattere, der efterfølgende er blevet udgivet, samt mere om stifteren på Solaas.dk.
Stifter og skrivecoach Jannie Solaas forklarer fordelene ved online skrivegrupper:
”En online gruppe kan finde flere medlemmer spredt over hele landet og kan mødes lettere. Der kan også i anonymiteten være en form for tryghed, der gør, at deltagerne kan skrive tekster, som de ellers ikke kan lide at vise andre."
"De andre kender trods alt kun deltageren igennem et brugernavn, som sjældent er brugerens fulde og rigtige navn.”
Bruger: "Respons af kvalitet"
Brugeren Delenn beskriver sin grund til at være en del af Forfattervaerk.net sådan:
”Jeg er her primært for at lære at skrive bedre, blive læst og se hvad andre skriver. Det kan man selvfølgelig også gøre andre steder, men de fleste online skrivefora er tit en noget blandet og frustrerende affære, hvor respons bliver enten for lidt eller for underlig.”
”Her er der lagt op til, at respons skal være af en vis kvalitet.”
Jannies bedste skrivetips til dig
1. Vis dramaet.
Er der mulighed for at engagere din læser med et drama, så gå i dybden med det i stedet for at skøjte hen over denne guldgrube. Et drama er mere end handling. Det er også stemning, følelser, sanser, billeder, dialoger og tanker.
Det kræver lidt øvelse at finde den rette balance, så teksten ikke bliver bombarderet med indtryk og dermed svær at læse. Men helt generelt: Hvis du har mulighed for at engagere din læser igennem dramaet, så gør det.
2. Efterlign virkeligheden
Når du skal skrive en dialog, så lyt efter, hvordan mennesker taler i virkeligheden. Tag noter, når du hører en samtale, og træn øret i at gennemskue, hvordan det daglige sprog lyder.
Det kan være lokkende at skrive en dialog som skriftsprog, og det kan let komme til at lyde lidt kunstigt eller for poetisk ved, at den skrivende har tænkt meget over indholdet og kommer til at ophøje sproget, så det lyder unaturligt som dialog. Så lyt til virkeligheden - den er en stor læremester.
3. Pas på klichéer
Både når det gælder udtryk og personopbygning. Undgå helst klichéer. Skal du bruge dem, så brug dem helt bevidst og giv dem et tvist, så teksten ikke lyder som noget, man har læst halvtres gange før. Brug hellere dit eget sprog og vid, at det er langt mere spændende og engagerende for læserne at opleve dit sprog og dig som forfatter end at læse gennemtærsket materiale.
4. Engagér din læser fra starten
Gå direkte ind i det spændende område fra starten, hvad enten det er en spændende stemning eller noget, der sker. Læsere skal ikke læse flere sider, før det bliver interessant. Der er meget at vælge imellem på hylderne, så grib din læsers hånd og før din læser ind i historien fra første side.
5. Giv aldrig op. Prøv igen
Ingen er født perfekte, og det er kunstnere heller ikke. Vil du gøre noget seriøst for din skrivning, er der kun én holdbar vej: Træning - og tålmodighed. Belønningen er til gengæld det værd, for du har muligheden for at vokse mere, end du tror.
Har du en forfatter i maven? Skriv i kommentarboksen herunder.
