Maria Stenz (født Maria Mikkelsen Sørensen 16. august 1940) er dansk skuespillerinde, sangerinde, teaterleder og historiefortæller.

Siden 1968 har hun arbejdet med børneteater. Hun har også indsunget nogle børneplader, lavet radio og TV for børn (bl.a. Legestue sammen med Lasse Lunderskov) samt hørespil sammen med Peter Kitter og Svend Bjerre.


Siden har Stenz beskæftiget sig med såvel det seriøse viseforedrag som musical-genren, teateret og pop-musikken. Siden 1980'erne ophørte hun med at indsynge dansktopsange og arbejdede siden overvejende med teater.

Nu er Maria aktuel i forestillingen SLUT Af Reumert-vinderen Kamilla Wargo Brekling tager fat i både fordomme og fakta om alderdommen.



En god del vilje og en god del stædighed.



Det samme - vilje og stædighed. At ville kan være en svaghed, hvis man ikke ser på alt, der er... det kan jo godt være, at jeg ikke havde skullet VILLE det. Og det er en svaghed at være FOR stædig.



Ja. I allerhøjeste grad. Jeg har måttet bakke ud af ting, hvor jeg har ment noget, og der har været så mange imod mig, at jeg er bakket ud. Okay, så må det være sådan.



Den italienske film om drengen i koncentrationslejren – ’Livet er smukt’ af Roberto Benigni.  – Eller helt banale filmoplevelser, der pludselig stikker hul på den ballon, jeg normalt har i maven og som er lidt spændt ud – der er godt med luft i den. Så kommer det der, som kan være så banalt, at man skulle tro det var løgn, og – BANG! – så kan jeg ikke styre det. Pludselig begynder jeg at tudbrøle.


Gustav Mahler. MEGET Mahler. - Det er også tudemusik…

Jeg plejer mig selv dagligt ved at gå i bad og ordne mig, sørge for at mit hår er rent. Og så bagefter glemmer jeg det. Hvis jeg har set mig i spejlet om morgenen, så glemmer jeg det resten af dagen. Medmindre jeg skal spille om aftenen. Så er jeg jo nødt til at kigge ind i de der forbandede spejle.

Jeg har altid gået med blød, grå kohl og så lige lidt sort helt inde ved øjenvipperne. Jeg kan jo slet ikke genkende mig selv uden. Jeg begyndte på det, da jeg var ganske ung… Min mor sagde ’Hej, Ravnevinge!’, når hun så mig. 

Jeg løber ikke mere. Jeg bliver så RASENDE! Jeg ved ikke hvorfor. Jeg bliver AGGRESSIV! Skide aggressiv! Så løb er jeg holdt op med.

Jeg er bange for den verden, vi lever i. Her er meget smukt, med sneen nu og alt det grønne om sommeren – men jeg er bange for den politiske udvikling, både i Danmark og rundt om i verden. Vores deltagelse i krig. Vores enorme tilsvining og manglende omsorg for vores vidunderlige grønne planet. Jeg synes, som jeg allerede sagde for mange år siden: I skal holde jeres grabber væk for vores børnebørn! Fra vores børnebørns fremtid.

En million … Herlig tanke! Hvis jeg havde gæld – hvad jeg ikke har – ville jeg betale den gæld. Ellers ville jeg gøre noget sammen med mine børn og børnebørn.

Lykke er jo noget mærkeligt noget.  Lykke kan være et nu, et splitsekund. Bagefter tænker man: Gud, der var du helt lykkelig! Det kan være et øjeblik, hvor man går ved vandet. Det kan være et øjeblik derhjemme. Det kan være en smuk stund. Men det er altid øjeblikke. Lykke er momenter, småbitte splitsekunder.

Jeg er blevet spurgt om det før. Engang nævnte jeg 3-4 store kvinder… jeg sagde Indira Gandhi, Mother Theresa og Golda Meir. Så gik der 10-12-15 år, og jeg genlæste interviewet, hvor jeg havde sagt det. Det mente du da ikke, gjorde du? tænkte jeg og kom til at huske på et menneske, der spurgte mig: Hvem ville du sende en buket blomster lige nu? Så sagde jeg: Jeg ville sende den til min mor, hvis hun levede. – Min mor er mit forbillede.

I går! ... men det er sådan nogle små udbrud, så måske kan man ikke kalde det rigtig vrede. Men jeg kan blive meget, meget vred. Og når det sker, er jeg så vred, at det næsten slår over i gråd.

Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke svare på det.

Gå mere efter bolden. Det jeg gerne ville.  Jeg lavede så mange omveje. Jeg er lige som en pose blandede bolsjer. Jeg skulle måske have koncentreret mig om én ting.

Om 5 år vil jeg gerne være i min egen krop. Jeg vil gerne være her, hvor jeg er nu. Jeg vil gerne være sammen med min familie. Mit liv behøver ikke at være stort og flot. Bare det ikke er fyldt med sygdom og kvaler. Det vil jeg i hvert fald gøre mit til, at det ikke bliver.


I

 

20 februar - 27 marts
SLUT
Af Reumert-vinderen Kamilla Wargo Brekling

Hvordan er det at ældes? Frem med hemmelighederne, løgnene og almindelighederne. Hvornår er det slut?
MEDVIRKENDE: Kirsten Peuliche, Finn Nielsen, Maria Stenz, Anne-Lise Gabold og Claus Bue

INSTRUKTØR: Kamilla Wargo Brekling

SCENOGRAF: Maja Ravn
KOMPONIST: Tommy Gee
STED: REPUBLIQUE, Store Scene
TID: tirsdag - fredag kl. 20.00, lørdag kl. 15.00